Det var måske lidt af en overraskelse, at det var en gammel LP, som blev det mest spillede album i 2018, nemlig The Big Heat med Stan Ridgway, men ud over at det blev det mest spillede album i 2018 blev der intet andet nævnt om pladen i årets Top30, end ikke har den på noget tidspunkt været anmeldt her på bloggen - hvilket jeg så vil rette op på nu. Der er selvfølgelig grunde til at det skulle være en 34 år gammel LP, der for 2018 skulle indtage førstepladsen, og årsagerne dertil har været kendt i årevis: en tiltagende tendens til at høre radio i stedet for cd'er på grund af problemer med min gamle computer, hvilket også gør at jeg næsten ikke hører cd'er længere, men hvorfor skulle det netop blive Stan Ridgway, der indtager førstepladsen? Ja, umiddelbart er den plade netop fra det tidspunkt hvor jeg blev mest præget af musik, selv om det nu ikke var en plade jeg styrtede hen i pladebutikken og købte da den udkom, idet jeg vel nok først købte den en halv snes år senere da jeg hørte det geniale nummer Camouflage i radioen og måtte ud og købe den på en fremragende maxi-single. Og naturligvis derefter blev interesseret i at høre om der måske var andre gode numre på selve albummet. Og blev ikke skuffet da jeg købte The Big heat. Camouflage er nummeret der afslutter pladen, men på side 1 finder vi et anden interessant nummer, nemlig Pile driver om et vejarbejdersjak der banker pæle i jorden med en piledriver, og ikke har noget imod det når maskineriet går amok, da det jo kun fremmer arbejdet. Nummeret Drive she said er også ganske interessant og handler om en taxichauffør, der bliver holdt ved gunpoint og tvunget til at være chauffør for en flygtende bankrøver - og ender med at ønske han kunne stikke af sammen med hende. Der er ni numre på pladen, og de er alle ganske forskellige til forskel fra musik i dag, hvor man knap nok kan høre forskel på numrene - eller sangerne/grupperne for den sags skyld. Stan Ridgway er nemlig multiinstrumentalist og typisk for ham er det keyboard der svæver over alle numrene - det lyder forstemt, men er det ikke. Det er den forskellighed der gør, at jeg oftere og oftere griber fat i et album fra 80erne når jeg vil høre noget god musik. Og den ene plade jeg har med Stan Ridgway er sådan et album som jeg ofte griber fat i. Og vi kunne vel alle bruge vores personlige big Marine som fyren i Camouflage. Havde det været den plade jeg havde anmeldt ville jeg nok have gjort et forsøg på at presse seks stjerner ind!