Navigation:    
Start  >  Blog 
> 16. februar 2019
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Hvad er USAs reelle 'nationale nødsituation'? Lørdag, 16.02.19

Mure har aldrig været populære i befolkningen, for mest tjener de den opfattelse blandt folket om, at de drejer sig om at adskille dem der har fra dem der ikke har. Vi så det med Berlinmuren, og i adskillige år har israelerne bygget på deres egen mur mellem Israel og Palæstina. Mure er også i de seneste år blevet bygget på grænserne i Østeuropa - og den mur der diskuteres mest for tiden er vel nok Donald Trumps hede ønske om at bygge en mur mellem USA og Mexico. I mere end de to år han hidtil har været præsident for USA har han slået på tromme for at det var nødvendigt at bygge en mur mod sit naboland i syd for med hans ord at bekæmpe "en invasion af narkotika og kriminelle bander". Selv om han derved modsagde officielle regeringsstatistikker og eksperter, der peger på at de fleste migranter uden opholdstilladelse og langt det meste narkotika kommer ind i USA gennem officielle grænseovergange og lufthavne. Men præsidentens kommentar dertil var meget typisk for ham: "Det er alt sammen løgn. De siger at mure ikke virker. De virker 100 procent". Et svar som dette kan jo heller ikke overraske fra en fyr, som ynder at omgærde sig med fake news. Men hvis han konstant har sagt at det har været et problem med denne "invasion", hvorfor skulle det så pludselig være et problem nu? Måske fordi Republikanerne nu har mistet flertallet i Repræsentanternes Hus og han derfor vil have sværere ved at gennemføre sin politik med legale midler. Og så benytter sig at muligheden for at oprette en nødretstilstand, en mulighed han har med baggrund i loven The National Emergencies Act fra 1976 - som jeg er sikker på blev erklæret med baggrund i vigtigere omstændigheder end oppustede rygter om en invasion, byggende på usandheder. Hvorvidt muren bliver til noget kan man have sin tvivl om, derimod kan man være sikker på at Demokraterne vil modsætte sig beslutningen om at erklære national nødret. Og måske vil nogle af Republikanerne bakke op om det, for de kan jo godt se risikoen for at dette kan medføre en præcedens, som kommende demokratiske præsidenter kunne bruge overfor reelle problemer som klima, sundhed og våbenlovgivning. Noget kunne tyde på, at den eneste nationale nødsituation der skulle have fundet sted de seneste to år befinder sig i Det Hvide Hus i Washington D.C.!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.