|
|
En forbigående affære
|
Fredag, 01.03.19
|
For ti år siden besluttede jeg mig efter længere overvejelser at også lade mig registrere på Boyfriend, således at jeg også havde en profil på et dansk medie og ikke bare spandexguys (på det tidspunkt havde jeg endnu ikke hørt om Recon). Denne beslutning kastede blandt andet følgende kommentar fra sig i min dagblog:
"... man føler næsten at der bliver rettet en projektør mod en når man træder indenfor i denne virtuelle verden, og jeg så virkelig virkningen af, fra starten at have en dækkende og målrettet profil, således at de mindre seriøse kunne blive sorteret fra. Omend de useriøse også dukkede op, da de jo skyder med spredhagl for at få noget i sækken. Jeg har nu været på i to en halv uge, og det har resulteret i 31 kontakter, hvilket jeg faktisk er ganske tilfreds med, da det langt fra er hver dag jeg tager mig tid til at bruge mere tid på Boyfriend. Selv om rigtig mange bruger Boyfriend til blot at få et put, er mit formål med at være på Boyfriend i første omgang at få et mere bredspektret indtryk af hvad der rører sig på markedet, og derefter at se om det kunne udvikle sig til noget mere. Foreløbig har det medført tre møder, hvoraf de to har været ganske positive, men af forskellige årsager næppe vil munde ud i noget varigt. Men to positive bud på mindre end tre uger viser dog at mulighederne måske er større her end ude i virkeligheden. På den anden side tror jeg at de tilbud man får ude i det virkelige liv har større mulighed for at blive langtidsholdbare, for den fyr jeg ser mest for tiden, har jeg ikke mødt på Boyfriend. På den anden side er han allerede i fast forhold..."
Hvem denne fyr var, som jeg så mest på dette tidspunkt, kan jeg selvfølgelig ikke huske på nuværende tidspunkt i 2019, men måske det var den brunøjede skønhed fra Colombia, som jeg i en periode havde det ganske hyggeligt med! Men jeg holdt ikke særlig længe på Boyfriend. Som jeg kunne have forestillet mig holdt jeg ikke længe der, da kontakterne der for det meste jo blot var overfladiske, og da jeg kort efter også lod mig registrere på Recon kunne jeg tydeligt mærke forskellen på det overfladiske Boyfriend og det mere dybtgående Recon. Så i dag er jeg mange år senere stadig fast på Recon. Siden 2013 også på MeetFighters og for få måneder siden tilbage på SpandexGuys - hvorimod jeg ikke længere er at finde på Boyfriend.
Dagblog 26. marts 2009: Ny på Boyfriend
|
|