Dagen efter flyttede jeg teltpælene til et mere kendt sted, nemlig Berlin. For busforbindelsen mellem Berlin og København var mere pålidelig end togforbindelsen over Hamburg, i hvert fald på de dage hvor den kørte. Og jeg skulle hjem fra Berlin i dag søndag, og der vidste jeg at DBs IC-Bus kørte. Samtidig ville jeg så også få en overliggerdag i Berlin i går og få et par brydekampe mere. Denne gang var det ikke lykkedes Romano at tiltrække andre brydere til hans måtte i Spandau, men Bernd, aka catchbear1 war dog som altid klar på en kamp med mig. Og det var faktisk netop Bernd som jeg havde et godt øje til. Fyren er nemlig nogenlunde på min alder og højde, men har en solid vægt på 111 kilo. Alene på grund af vores vægtforskel på 15 kilo er jeg umiddelbart underlegen, men vi har altid godt kunnet lide at bryde sammen, og tilsyneladende er jeg også mere adræt end ham, så de kampe vi har haft gennem tiden er som regel endt i min favør. Selv om jeg har en kraftig fornemmelse af at han blot vil være flink mod mig når vi bryder. Denne gang havde han spurgt om ikke jeg ville tage min lædersinglet med til når vi skulle bryde. Hvilket dog overraskede mig lidt, da jeg dels ikke havde nogen lædersinglet og aldrig tidligere havde prøvet at bryde i læder. Men vi fandt hurtigt frem til at han tænkte på min Black wet Bodysuit, en dragt i sort wetlook nylon/lycra, som jeg en gang tidligere havde brydet i mens jeg var i London, og den tog jeg gerne med, også fordi det var lang tid siden at jeg havde brydet i den. Det blev så en ganske udmærket match, hvor vi begge blev godt svedige. Jeg havde regnet med at kunne få styr på ham i et bearhug, men han var for stor til at jeg kunne få et solidt greb omkring ham. Min bodyscissor var ikke meget bedre, for jeg kunne ikke klemme ham så meget sammen at jeg kunne låse mine ankler. Så jeg måtte nøjes med at squeeze ham med mine inderlår alene - hvilket han højlydt brokkede sig over. Og så vidste jeg at den var hjemme! Naturligvis skulle jeg også bryde med Romano nu jeg var her, og denne gang havde jeg regnet med at give ham lidt mindre modstand efter jeg havde vundet over ham i alle tre runder den forrige gang som en slags hævn efter de mange kampe jeg havde tabt i Paris. Men nærmest som pr. automatik kom jeg til at låse ham fast i min bodyscissor, og dem kunne han heller ikke rigtigt snige sig ud af. Og efterfølgende kommenterede han blot lakonisk, at mine scissors var blev noget stærkere i den tid han havde kendt mig. Og sådan noget er jo altid er rart at få at vide.

catchbear1, en af mine foretrukne bryde-modstandere i Berlin.