|
|
Alligevel ingen gældssanering
|
Onsdag, 19.06.19
|
I tirsdags havde jeg så det møde, som jeg havde ventet på i henved halvanden måneds tid, nemlig mødet hos Forbrugerrådets Gældsrådgivning. Jeg havde bestilt det møde dagen efter jeg var kommet hjem fra det afsluttende møde i Rehabiliteringsudvalget, hvor der skulle tages beslutning om jeg kunne blive indstillet til det fleksjob, som jeg havde set frem til, ikke mindst af økonomiske årsager. Men som bekendt blev udfaldet jo at jeg ikke kunne få et fleksjob, men at man indstillede mig til førtidspension i stedet. Men uanset om det blev fleksjob eller førtidspension havde jeg jo en aftale med Rialto Advokater om at jeg skulle vende tilbage til dem for at få en endelig aftale om afklaring af gælden fra Rainbow Mountain Equipment. Jeg havde fået oplyst fra udbetaling danmark at min pension vile udgøre brutto 18.875 kroner pr. måned, og da det jo var 7.452 kroner mere end jeg fik i kontanthjælp var jeg temmelig afslappet til mødet ved Forbrugerrådet. For med denne indtægtsstigning ville jeg vel tjene penge nok til at kunne få en gældssanering. Men det var altså ikke tilfældet! For ifølge Fogedrettens regneregler (en gældssanering skal besluttes i Fogedretten for at være gældende for alle parter) skulle jeg have mindst 6100 kr efter faste udgifter til bopæl og andre lån for at kunne få en gældssanering, og det kunne de regne ud at jeg ikke ville have. Underligt nok, for med en indtægt på brutto 18.875 kr./måned syntes jeg ellers nok jeg kunne føle mig velhavende! Men rådgiverne tog fat i det tilbud som advokaterne havde givet mig i marts om at jeg kunne få en saldokvittering ved at betale 90.000 kr. Hvilket jeg dengang principielt kunne tilslutte mig, men ikke havde mulighed for at effektuere da jeg jo ikke lige havde 90.000 kr. på lommen og advokaterne jo ikke ville acceptere en afdragsordning. Men rådgiverne her i Forbrugerrådet mente at det skulle være muligt at arbejde mod at pumpe liv i dette gamle tilbud. Og hvis det kunne være en mulighed ville jeg da stadig gerne betale dette engangsbeløb. Rådgiverne mente at der skulle være mulighed for at få Danske Bank til at give mig det lån mod en betaling på måske 1000 kr månedligt med sikkerhed i det ejerpantebrev jeg for mange år siden havde optaget i lejligheden. Og da jeg får mere end tusind kroner ekstra i pension om måneden sammenlignet med kontanthjælpen vil jeg jo stadig have flere penge mellem hænderne end før. Men nu ville rådgiverne sende mig en liste over de dokumenter jeg skulle sende ham, så ville han overtage kommunikationen derefter. Og dermed skrive de nødvendige breve. For selv om jeg jo ikke er dårlig til at skrive den slags breve selv har de trods alt større vægt hvis de bliver sendt fra en person med striber på ærmet.
|
|