I går havde det egentligt været planen at jeg skulle have besøgt Reinhard i Lankwitz, den fyr der havde denne herlige oppustelige gummi sleepsack og hvor jeg havde set frem til at tilbringe et par timer stramt indelukket i sækkens kraftige gummi mens han kunne have leget med min pik, der som det eneste ville være frit tilgængelig for leg. Men det blev dog ikke til noget. Han havde været tvunget til at aflyse på grund af en fremskreden lumbago, så det måtte blive næste gang jeg var i Berlin. Men dagen var ikke spildt alligevel. For Thomas kom igen denne dag, og det gjorde Finn aka FinnNorbert også. Finn boede sammen med Norbert, som tidligere havde været kendt under navnet nobse, og ham havde jeg tidligere forsøgt at få en aftale med. Men nu faldt puslespillets brikker på plads. Finn var uddannet Notarzt, men havde også en ubændig kraft, hvilket jeg snart skulle få at mærke. Først skulle han have en runde med Romano, og da han var blevet sat ud af spillet gik han videre med Thomas. Jeg kunne godt se at han var velbygget, men ikke nogen stor herre, en smule lavere og yngre og vejede kun 78 kg, næsten 20 kilo mindre end mig. Men det var muskler alt sammen! Han havde skrevet på sin profil at han var "Kendo-und Aikido Sensei mit dem Hachidan und Hanshi Titel", men det var ikke umiddelbart udtryk, der sagde mig noget. Ikke andet end at han tydeligvis kendte til flere kampsport-arter end bare brydning. Jeg har altid været tilbageholdende over for brydere der kendte til andre slags kampsport end jeg, for dermed kunne jeg risikere at blive udsat for ufine tricks. Men Finn holdt sig strikst til brydning, omend det var klart, at hans erfaring fra disse østasiatiske kampsportarter også gav ham en fordel - det var nærmest som om han kunne forudsige og aflæse min krop hvad jeg havde tænkt mig at gøre, og så slå fast, at det blev der ikke noget af. Inden kampene havde han også fortalt, at han som regel ikke brugte mere end halvdelen af den kraft han kunne kæmpe med, også fordi det ville medføre for stor risiko. Hvilket umiddelbart lød temmelig blærerøvsagtigt, men jeg fik alligevel ret hurtigt fornemmelsen at han både var safe and sane. Han kunne i hvert fald give nogle solide bearhugs, og jeg kan gisne om hvordan en fuldkrafts-bearhug ville føles. Han ville med sikkerhed klemme al luften ud af mig! Jeg fik aldrig rigtigt mulighed for at kunne bruge mine ben, som ellers var mit kraftigste våben, men det var måske meget godt, så dårligt som specielt mit højre ben er for tiden. Sjovt nok blev det en forholdsvis lang match. Jeg havde ellers regnet med at han ville have slået knuder på mig fra første færd, men det lod mere til at hans taktik var at holde mig fast så jeg kunne bruge alle mine kræfter på at slippe fri. Så det blev en kamp med en del stilstand, for hvis jeg kunne mærke, at det ikke ville nytte meget med det jeg var i gang med, ville det være bedre at spare på kræfterne til der åbnede sig en anden mulighed. Men med min manglende erfaring kom der desværre ikke mange muligheder mod Finn.