Jeg skulle i den seneste uge have været to gange hos Sperling for at bryde - primært mod Tom, men de to kampe blev ikke til noget da vores tid blev begrænset af Sperlings mors hospitalsophold. Så i stedet blev det begge dage hjemlig hygge med the og kage i hans brede sofa, for det var længe siden at jeg senest havde været i Berlin. Men jeg havde planlagt ikke bare to, men tre besøg, og så var det rart at det tredje besøg kunne gennemføres som oprindeligt planlagt. Selv om dette tredje besøg ikke skulle finde sted hos Sperling i hans lejlighed i Pankow men ville tage udgangspunkt i U-Bahn-stationen Rohrdamm. Jeg havde nemlig en måned forinden læst en artikel om Siemensbahn, en opgivet S-banestrækning i Berlin, og jeg havde spurgt Tom, om ikke han havde lyst til at udforske den bane sammen med mig? For Tom havde tidligere udvist interesse for jernbaner, og jeg havde tidligere bragt forskellige artefakter til ham som gaver når jeg besøgte ham. Naturligvis var Tom klar på denne idé, og derfor mødtes vi i går på Rohrdamm. Det var dog ikke bare Tom der var mødt op, men han havde også taget Sperling med, og det var jeg egentligt ganske tilfreds med. For Tom var noget mere mobil end jeg var, og da vi skulle se hvor meget af den opgivne jernbanelinie vi kunne komme til var det nu meget rart at have Sperling med. For hvis han også kunne følge efter Tom var der også en god mulighed for at jeg også ville kunne følge med. Vi tog bussen fra Rohrdamm til et punkt i nærheden af jernbanedæmningen - det meste af Siemensbahn var ført gennem området som en viadukt - og allerede ved det første sted kunne jeg se at jernbanen var spærret af med hegn. På den måde var det lidt ligesom dengang i 1992 hvor jeg havde forsøgt at finde vej til Anhalter Bahnhof. Men jernbanen her var ført på en bro over vejen, og her var den første station, som jeg senere fandt ud af hed Wernerswerk. Det var tydeligt nok at stationsbygningen var låst af, og der var heller ikke nogle huller i hegnet eller afspærringen man kunne kravle igennem, så vi forsøgte at tiltvinge os vej til perronen højere oppe. Hvilket heller ikke kunne lade sig gøre, men det var nu alligevel spændende at forsøge at trænge ind - der var i det mindste ingen skilte med Zutritt Verboten! Jernbanen fortsatte herefter som en højbane, men der var hegn hele vejen, så det var ikke muligt at kravle op på dæmningen. Efter nogen tid nåede vi frem til den næste station, som viste sig at være Siemensstadt, og det var en station, som man havde gjort lidt mere ud af med malerier i ankomsthallen. Denne gang var der et hul i hegnet, så her kunne vi kravle op til perronen, som viste alle tegn på slitage og forfald. Og her hang en gammel ruteoversigt fra før Berlinmurens fald. Herfra kunne vi nok have fortsat i sporet hvis man ikke havde noget imod at klemme sig forbi de træer der var vokset op i banen, men på nuværende tidspunkt var mine ben for trætte til at fortsætte mod Gartenfeld, så vi tog i stedet bussen tilbage til Siemensdamm.