Tirsdag kom jeg hjem fra Berlin, og onsdag morgen skulle jeg til en indledende undersøgelse på Bispebjerg Hospital med mine kalveknæ, som jeg var blevet henvist til hospitalet for efter jeg havde været hos ortopæd'en i juni måned. Jeg skulle således først en tur på røntgenklinikken, hvor de dybtgående billeder blev taget. Og derefter ind til en snak med en læge, som viste sig at være den samme fyr, som i givet fald skulle udføre operationen på mine ben. Her havde jeg så egentlig regnet med, at jeg skulle have denne osteotomi, som ortopæd'en havde talt om, men det mente lægen ikke kunne komme på tale. For mine knæ var alt for slidte til at kunne 'repareres' med en osteotomi, som jeg havde fået at vide var et indgreb man foretog for at udskyde det tidspunkt, hvor man skulle have nye knæ. Men jeg var allerede så langt fremskredet at en osteotomi ikke kunne komnme på tale. Og det ikke bare for det højre knæ, men begge knæ var angrebet. Hvilket for så vidt også gav en god forklaring på hvorfor jeg havde haft tiltagende smerter i mine knæ. Nu er jeg jo ikke specielt fordomsfuld, men alligevel generede det mig lidt, at den læge jeg talte med, og som også skulle udføre operationen til sin tid, var kineser, for vi har jo hørt tilstrækkeligt om kinesere i dansk beskæftigelse, som måske var mere interesseret i at tjene moderlandet end sin danske arbejdsgiver. Men han var vel ordentligt uddannet og havde ikke til hensigt at skaffe en operation mere til sit CV. I hvert fald aftalte vi at han skulle starte med mit højre knæ, som er det jeg følte mig mest generet af, og så ville det andet følge efter tre måneder senere når operationen er helet fuldstændig op. Så der bliver et halvt år, hvor jeg ikke rigtigt kan foretage mig noget. Det var godt nok heldigt at jeg netop fik tilkendt førtidspension i forrige måned. Jeg aftalte med kirurgen at den første operation skulle finde sted den 21. oktober, og så vil den anden følge efter tre måneder senere. Således at jeg skulle være fit til fight igen til sommeren 2020.