Da jeg i sin tid læste George Orwells 1984 var der mange ting der fængede min interesse, måske fordi jeg på det tidspunkt var i den videbegærlige alder. En af de mange ting jeg faldt over var begrebet erindringshuller, som var affaldskværnen i Ministeriet for Sandhed. På Ministeriets lange gange var der med regelmæssige mellemrum anbragt huller i væggene, hvor noter, meddelelser og forskellig information blot kunne smides ned, hvorefter en intern luftstrøm sørgede for at informationen hvirvlende blev fragtet til Ministeriets centrale ovne, hvor informationen blev destrueret og herefter kun ville være en erindring, heraf navnet erindringshuller. Jeg kommer til at tænke på erindringshuller når jeg læser om den omsiggribende interesse for at begrænse madspildet og overforbruget af ressourcer. Der er nemlig for udbredt, at verden blot bliver betragtes som et stort erindringshul, hvor man blot kan smide det ned, som man lige i dette øjeblik ikke længere har brug for. Men vi har ikke noget erindringshul. Det kan måske være at affaldet forsvinder lige her og nu, men det er længe siden af Ministeriets centrale ovne har været tændt, hvis da overhovedet, så de ting man smider ud forsvinder ikke bare lige, men dukker op igen på et eller andet tidspunkt, om ikke andet så i verdenshavenes store gyrer, hvor affaldet blot kan rotere i årevis. Derfor er det et godt initiativ at der i stigende omfang etableres indsamlingssteder, således at man kan aflevere de forskellige effekter på steder, hvor sådanne ting hører hjemme. Eksempelvis kan jeg ikke forstå hvorfor folk bare smider ting i naturen i stedet for en affaldsspand. I affaldsspanden bliver effekterne ganske vist ikke sorteret, men det er da bedre end at de bare ligger og 'pynter' i naturen. For har man taget noget med ud i naturen er det mindste man kan gøre at tage det med hjem igen, specielt fordi det jo vejer mindre i tom tilstand end da man slæbte det ud i fuld tilstand. Da jeg i 80'erne lavede mine lange vandreture i Lappland var jeg altid opmærksom på at jeg ikke efterlod noget når jeg forlod lejrpladsen, og selv afbrændte tændstikker blev pakket ned, selvom om de jo også ville blive nedbrudt forholdsvis hurtigt. Men indtil da pyntede de jo ikke i ødemarken. Og hver dag kunne jeg glæde mig over, at vægten af rygsækken blev et halvt kilo lettere. Men der var jo heller ikke nogle erindringshuller der ude i ødemarken.