I sommeren 2017 havde jeg besøg af en ny ven fra Galicien, som jeg havde mødt gennem Recon, og som gerne ville have et møde med mig, og det ville jeg naturligvis gerne. Så jeg tilbød at han kunne bo hos mig hvis han ikke havde noget imod at dele sengen med mig. Det møde var så givtigt, så da han inviterede mig ned for at besøge ham året efter var jeg ikke sen til at slå til. Imidlertid ville økonomien det anderledes, da det viste sig at jeg ikke ville have råd til at tage til Galicien, men meget til min overraskelse tog han så til København igen året efter for at besøge mig igen, så også i 2018 delte jeg sengen med ham, for jeg vidste nu at han var en ganske hyggelig fyr. Derfor var det indlysende, at jeg her i 2019 skulle have råd til at besøge Galicien, og heldigvis lykkedes det denne gang. Fløj i går med Ryanair til Porto, hvor han hentede mig i sin bil og sammen kørte til Vigo, hvor han boede i et større højhusbyggeri. Det var første gang i mange år, at jeg var taget på en rigtig turistferie og hverken skulle bryde eller bindes ned, og jeg må sige det var en ganske positiv oplevelse, men næsten en smule stresset. Jeg havde været på nippet til at aflyse turen, for jeg var lidt nervøs for at det kunne være for hårdt for mine for tiden svage ben, men jeg skulle hurtigt blive glad for at jeg ikke gjorde det, for Alfredo var meget behjælpelig med at hjælpe mig rundt de steder vi skulle hen. I dag holdt vi os for det meste i Vigo selv, og vi kørte først op til Parque forestal Monto dos Pozos for at få lidt indsigt i Galiciens natur. Området her havde et par år tidligere været raseret af en skovbrand, men i dag var det ikke særlig synligt længere. Herfra var der flere brugbare vandreture, som også førte op til enkelte bjerge, som faktisk også så relativt lettilgængelige ud selv om de naturligvis ikke var så høje. Men et bjerg er og bliver nu alligevel et bjerg. Bestemt et sted som jeg burde vende tilbage til når mine ben kommer i orden igen. Herefter fortsatte vi ind i Vigo by, og her stødte Alfredo's ven David sig til os og vi fortsatte ud mod Baiona. Her lå Paseo Monte Boi, der var et stort søfort, som der førte en god sti hele vejen rundt om. Det var meget tiltrækkende at vandre stien hele vejen rundt om fortet, men med de ben jeg havde var det nok bedst at lade være, da solen ville gå ned mindre end en time senere. Så atter et punkt til min fremtidige to-do liste!

Paseo Monte Boi er en attraktiv seværdighed i Baiona.