Det havde ikke været det bedste vejr de første dage jeg havde været i Vigo. Bevares, for det meste var det tørt, men alligevel var det overskyet med en regnbyge der kom forbi fra tid til anden. Så på en måde mindede vejret om det vi har herhjemme, men det kan vel ikke overraske når Vigo ligger lige ud til Atlanterhavet. I det mindste var det trods alt for det meste lunt nok jeg at jeg ikke havde behov for andet end shorts, hvilket jeg fandt ganske behageligt. Onsdag eftermiddag var vi på en tur til Xardín de Pazo Quiñones de León, en botanisk have der omkransede et gammelt palæ, og torsdag tog vi med David til regionens hovedby Pontevedra. Men i dag så vejret mere venligt ud, skyerne lettede efterhånden på sig, omend det dog var noget diset, så holdt det sig i det mindste tørt. Så nu kiggede vi nærmere på Vigo selv, og det drejede sig i første omgang om Castelo do Castro, Vigos eget fort, som lå på et højdedrag oven for byen. Naturligvis var der en storslået udsigt deroppefra ud over den omfattende havn og til den markante bro over Bay of Vigo, som vi havde kørt over dagen forinden da vi havde været i Pontevedra. Fortet selv var ganske godt vedligeholdt, og der var flere annekser der var reserveret til særlige elementer af Vigos historie. Blandt andet et monument for et søslag i 1702 mellem den engelske flåde som angreb et kontingent forsyningsskibe, der var på vej hjem fra Amerika tungt læsset med sølv. Og ankre og kanoner fra de over 300 år gamle sænkede skibe danner i dag monumentet. Lige nedenfor fortet lå den gamle by naturligvis, og den kørte vi ned til efter at vi havde brugt en rum tid på fortet. Den gamle by var dog ikke så spændende som jeg har set i andre gamle bymidter, men den havde dog sit eget karakteristika med høje huse bygget i natursten, som er et meget udbredt byggemateriale her i det klipperige Galicien. Der var dog en del bygninger, specielt ud mod hovedgaden, som var renoveret i gammel stil, omend det i et vist omfang var gået ud over bygningerne i baglandet, som viste forskelig grad af forfald. Omend det også kan være spændende at se. Vi nåede ned til hovedgaden, som lå parallelt med kysten og et stykke ovenfor denne, og den blev blot kaldt for Vigo's balcon da der var en flot udsigt over havet mod vest. Så det var naturligvis et sted hvor folk samledes om aftenen. Her stod også et tudsegammelt oliventræ, som nok var det største oliventræ jeg nogensinde havde set, og ovenfor dette kunne man se den gamle bymur snørkle sig op mod fortet. Bestemt et sted hvor man sagtens kunne slå sig ned på en af pladserne for en pils eller en kop vin. Eller to. Vi blev en tid på balconen og betragtede solen gå ned over Atlanten mens de små rutebåde satte ud over bugten til Cangas på den anden side, og derefter fortsatte vi op gennem hovedgaden, hvor vi endte på en fortovscafé for en pizza og en is.

Sammen med Alfredo ved et af de mange
små bassiner i Castelo do Castro.