Lørdag var det så tid til at besøge det måske mest betydningsfulde byggeri i Galicien, nemlig katedralen i Santiago de Compostela, som millioner af mennesker kender, fordi den er slutpunktet for den verdensberømte vandrerute Caminoen. Og bevares, den var da også flot og inspirerende med sin hundreder af år gamle historie, men helt ærligt, så var området med katedralen også alt for turistet og for crowded med mennesker. For det var ikke bare pilgrimsgængere der flokkedes omkring og især i katedralen. Blot et blik på den lange kø af folk, der snoede sig over pladsen mens de ventede på at komme indenfor var nok til at få mig til at opgive ethvert forsøg på at komme indenfor. Men det ville Alfredo ikke have på sig. Han talte jo spansk, og Santiago kunne da ikke have siddende på sig, at en ældre gangbesværet herre skulle stå i den brændende sol i timevis for at komme ind. Så han sørgede for at jeg kunne komme ind både her og der!
I stedet vil jeg så focusere på Valença, som vi besøgte om søndagen. Valença er første by i Portugal når man fra Vigo kører sydpå. Vi kunne så spise frokost der, og det var selvsagt at menuen skulle stå på friskfanget torsk, som Valença er kendt for. Men der var kø og ventetid i restauranten, og denne mellemtid kunne vi bruge på at besøge Valenças eget fort Fortaleza Valença. Galicien har masser af forter rundt omkring, så naturligvis tog vi Valenças med inden frokosten. Det var også hensigten at vi ville have besteget Monte Santa Trega, som ligger ovenfor floden Minho i hjørnet mellem Spanien og Portugal, men vejen op på bjerget var lukket af da der den dag blev holdt en vinfestival, så der var et emne mere jeg måtte vende tilbage til når mine ben er i orden igen. Oppe fra Monte Santa Trega var planen at vi ville have betragtet grænsefloden Minhos udløb i Atlanterhavet. Men hvis vi ikke kunne betragte floden ovenfra kunne vi i det mindste betragte den fra siden. Så vi kørte til Playa a Lamiña og vandrede herfra langs floden mod udløbet. Der var ikke specielt langt, måske blot halvanden kilometer, men frem og tilbage var det alligevel måske den længste vandretur jeg havde lavet i lang tid. Og det var en god fornemmelse at vandre i solskinnet langs stranden med blot en svag brise. Og det var måske en god måde at afslutte reportagerne fra denne tur på. For i dag kørte Alfredo mig til busstationen, hvorfra jeg skulle med bussen tilbage til Porto, og så med flyet hjem igen. Det havde været en rigtig dejlig tur, og det er bestemt ikke sidste gang jeg foretager sådan en afslappet tur, sådan som turister for det meste foretager dem.

Vandring langs stranden langs med Minhos-floden.