|
| |
En tankefuld bisættelse
|
Torsdag, 15.08.19
|
Tirsdag formiddag, dagen efter jeg var kommet hjem fra Spanien, havde jeg sammen med min bror et møde med den præst, som skulle stå for bisættelsen af min mor, som så efterfølgende fandt sted to dage senere, i dag, i Garnisons Kapel. Inden jeg var taget til Spanien havde vi så også haft et møde med bedemanden (som i det tilfælde var en kvinde), der skulle tage sig af alt det praktiske. Det var ikke billigt, men jeg kunne se på hele arrangementet at det i den grad havde været pengene værd. For det hele spillede, og det gjorde at der stort set ikke var noget vi skulle bekymre os om ved bisættelsen. Præsten gav en forbløffende god prædiken, og man kunne næsten få fornemmelsen af at han havde været fluen på væggen mens mor havde boet på Linnésgade. Så han gav mange tanker man kunne gå videre med. Da orglet var tonet ud og rustvognen var kørt var der gravøl og smørrebrød på den anden side af gaden, og da jeg efterfølgende sad i toget hjem til mine mange forskellige opgaver tænkte jeg, at nu var min mor blevet sent godt afsted.
Jeg burde have forestillet mig at det ikke bare var det, og at jeg ikke havde taget mig tid til at indstille mig på min mors død, med bisættelsen blot få dage efter jeg var kommet hjem fra Spanien, og hvor jeg typisk gerne vil bruge to-tre dage på at efterbehandle resultatet af turen. For om natten vågnede jeg ved 03-tiden og tænkte på hvad det var at præsten havde sagt. Blandt andet havde han sagt at min mor ikke havde noget egentligt netværk ud over familien. Men hun havde da trods alt familien, og de henved seksten personer der var mødt op i kapellet var dog mere end hvad jeg kunne stille med hvis min tid kom nu. Jeg tænkte, at jeg da også havde lidt familie, men den var noget længere ude. Og ganske vist har jeg en pæn vennekreds, men de er stort set alle hjemmehørende i udlandet, og de nære venner jeg har her i landet er stort set alle ældre end mig, og kan derfor ikke forventes at være i live når jeg bliver kaldt til Sankt Peter. Det er nok rigtigt når Erik gang på gang har sagt til mig, at jeg bør kende noget mere til mine familiære kontakter, men når jeg mener det er meget begrænset hvad jeg har af familie synes jeg ikke der er meget at komme efter. Så måske jeg skulle gøre en indsats for at få nogle nære venner der er geografisk nærmere. Men i denne tid med fokus på sociale medier over internettet synes jeg nu denne opgave virker vanskeligere end man skulle tro, da jeg i bund og grund mener, at venner på Facebook kun er pseudo-venner, som aldrig kan være nære. En rigtig ven får man først når man har fysisk samkvem, og noget sådant kan Facebook aldrig tilbyde.
|
|
