For tiden diskuteres det højlydt, at Island har mistet sin første gletscher til den globale opvarmning, da gletscheren Okjökull blev erklæret for død. Hvilket betyder, at den har mistet så meget masse at dens vægt ikke længere er stor nok til at få de nederste islag til at smelte, således at den kan glide ned mod lavere liggende områder. Hvilket jeg skulle mene var logik for perlehøns - men det er måske nok kun for os, som gennem længere tid har betragtet gletschernes tilbagetrækning uden at det har affødt nogle løsningsorienterede kommentarer fra de skyldige. Allerede i 1983 havde jeg noteret i min dagbog, at det var en usædvanlig varm sommer, hvilket jeg kunne læse mig frem til, havde medført en afsmeltning fra de alpine gletschere, der var flere gange større end normalt. Dengang var jeg kun lige startet på mine eskapader i Alperne, men siden har jeg gang på gang bemærket, at gletscherrandene ikke helt befandt sig der, hvor de ifølge guidebøgerne skulle befinde sig. I 1992 havde jeg afholdt spalteredning på gletscheren lige nedenfor Fluhalp - det kunne man ikke længere i 2006, idet gletscheren havde trukket sig så meget tilbage, at i stedet for en gletscher var der nu et 150 meter dybt hul til dalbunden hvor gletscheren var erstattet af en rivende flod - gletscheren havde i mellemtiden trukket sig en hel kilometer tilbage! Som jeg beskrev i min klumme i 2006 havde gletscherne trukket sig så meget tilbage at Adlergletscher nu sluttede langt ovenfor Findelgletscher. Og da jeg besteg Strahlhorn i 1992 havde jeg måttet ty til isklatring for at komme op over den stejle gletscher mod Adlerjoch, og som billederne fra 2006 viser, så var hele dette gletscherparti nu væk. Oftere og oftere har jeg spekuleret på hvordan det vil se ud her i 2019? Jeg må indrømme at jeg får mere og mere lyst til at tage ned og genbesøge Mattertal for at se hvordan dalen og specielt dens bjerge ser ud i dag.