|
|
Brydning i Florida 1
|
Mandag, 26.08.19
|
Det er efterhånden noget tid siden, at jeg har brydet, efter jeg har indstillet mig på at begge mine knæ skal opereres og jeg derfor ikke kan påregne at jeg vil kunne bevæge mig så meget som jeg ellers har vænnet mig til i over halvtreds år. Omend det nok mere kan siges at være en overreaktion, for disse begrænsninger træder jo først i kraft når jeg har ligget på operationsbordet, og der er jo fortsat over en måned til før det indtræffer. Ikke desto mindre er det over en måned siden at jeg har været ude og løbe, og det er jo ikke en god måde at styrke mine muskler på forud for operationen. Min krop bliver jo svækket af al den inaktivitet, og det kunne jeg jo også tydeligt mærke da jeg for syv uger siden havde været i Berlin for at bryde og det kun lykkedes mig at vinde en enkelt af de kampe der var lagt op til mig - og den vandt jeg nok kun fordi Bernd, min modstander, har syntes at det ville være for trist for mig at vende tilbage til København uden at have vundet en eneste kamp. For selv om jeg primært bryder for at holde min krop i gang er det nu også rart at vinde - bare en gang imellem. Og jeg havde jo planlagt endnu en brydekamp når jeg nu var på vej til USA. Det var jo tid til min sædvanlige rejse til New Jersey for at deltage i den årlige camp med Delta, som jeg nu skulle deltage i for sjette gang, og jeg har jo altid forsøgt at få en ekstra en på opleveren nu hvor jeg endelig har fået råd til at tage over dammen. Det har et par gange givet mig en tur til New York, og en enkelt gang har der også været penge til at tage en tur til Puerto Rico. Alle disse ekstra ture har haft det overordnede formål at få brydet, og det formål havde jeg også til hensigt at opnå denne gang. Jeg havde det sidste års tid chattet med en fyr fra Central Florida, som sammen med sin mand var begyndt at bryde for et par år siden, og han ville meget gerne bryde med mig. Det ønske var gensidigt, og han ville gerne både hente mig i og bringe mig til Orlandos internationale lufthavn.
|
|