Det var således en lidt usædvanlig måde jeg var kommet til Newark på da jeg landede der efter de knap tre timers flyvning fra Orlando, for denne gang skulle jeg ikke gennem Newarks Immigration, hvilket ellers godt kan være en lidt langtrukken affære. Men da jeg kom ud til gedemarkedet på forpladsen kunne jeg godt genkende det fra dengang jeg var kommet ind fra Puerto Rico, og det var også nogle timer tidligere end jeg plejede at komme ind når jeg kom med den direkte maskine fra København. Heldigvis virkede min mobil da jeg var på forpladsen, så da jeg ringede til John fik jeg straks forbindelse, og få minutter senere rullede hans blå sportsvogn ind og tilsluttede sig mylderet af biler. Det var nu en rigtig god fornemmelse at se hans kendte ansigt igen, for jeg må ærligt indrømme, at jeg følte mig lidt sårbar når jeg ikke havde den mobilitet jeg ellers var vant til. Hvis ikke jeg havde John (eller for den sags skyld Mike) til at hente mig i lufthavnene var det nok tvivlsomt om jeg overhovedet havde foretaget denne rejse. Men da først jeg var placeret i bilen ved siden af John kunne jeg begynde at slappe af. På vejen fra The Villages til Orlando havde Mike kørt forbi en McDrive så jeg ikke skulle betale en formue for mad på flyet, og her i Newark mente John at vi også skulle have en gang aftensmad. Så inden vi kørte til Trenton tog han mig til Jersey City for mad på den cubanske café-restaurant vi også havde besøgt nogle år forinden. Stemningen var høj, og der var godt nok et højt lydtryk der, for en af husets venner fejrede netop sin 25-års fødselsdag. Og selv om jeg egentlig ikke synes om for meget larm når jeg skal spise, følte jeg det var helt i orden her. For på den måde kunne jeg mærke at jeg nu var i New York, og ikke længere i det mere landlige The Villages. Vi forlod stedet som nogen af de sidste - fødselaren, en godt udseende latino i en gul baskettrøje, var forlængst gået videre ud i den pulveriserende nat, og derefter var det vores tur til at forlade Jersey City og køre mod Trenton. Egentligt pudsigt, for hver gang jeg bliver kørt fra Newark til Trenton synes jeg at turen bliver kortere og kortere! Når jeg er hos John er det sjældent at han laver mad til os, og som regel går vi blot ud og spiser. Og sådan ville det også blive her til aften, for i dag blev der afholdt den officielle pre-Delta dinner på restaurant Knock i Philadelphia, hvilket er det sted den traditionelt blive afholdt. Egentlig bliver den primært afholdt af hensyn til de mange Delta-deltagere, der er fløjet ind til Philadelphia torsdag aften og skal videre til Delta om fredagen, og jeg er jo hverken fløjet ind til Philly i dag eller skal overnatte her, men alligevel synes jeg det er en god måde at begynde Delta på, da man derved får et indtryk af, hvem man kan risikere at møde på Delta. For første gang ville der denne gang være over 300 fyre til Delta, så det overraskede mig lidt, at der ikke var så mange med til middagen denne gang, og der var ikke nogen af de kendte ansigter i mængden. Men middagen fejlede ikke noget, og jeg valgte denne gang en vel krydret pastaret efter en god gang Ceasar Salad. Og salaten var så rig, at jeg måtte tage halvdelen af pastaretten med hjem i en doggybag - for så havde jeg jo også frokosten klar til næste dag.