Navigation:    
Start  >  Blog 
> 1. september 2019
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Mark O. Madsen skifter fra brydning til MMA Søndag, 01.09.19

For knap ti år siden afholdt Danmarks Brydeforbund i Herning VM i brydning, og det medførte blandt andet et surt opstød fra undertegnede da jeg erfarede, at DR valgte at tilsidesætte deres public service-forpligtelse og undlod at sende en reporter til dette verdens største arrangement for brydesporten, men dog havde ressourcer til at sende en reporter til provinsfodbold andetsteds i byen. Det er dog ikke dette sure opstød jeg vil fokusere på i denne månedlige tilbageskuen til hvad der skete for ti år siden, men har i stedet valgt følgende uddrag fra min dagblog: "I går var det så brydningens 'grand old man', idet Mark O. Madsen som den eneste dansker var nået frem til finalen i verdensmesterskabet, sin tredie VM-finale til trods for hans alder på blot 25 år. Mark stillede op i 74-kilos klassen, og som sin sidste modstander fik også han en tyrk, nemlig Selcuk Cebi, og han var simpelt hen et nummer for stærk for Mark, i hvert fald på denne dag. For det havde været en hård vej frem mod finalen, og efter finalekampen udtalte Mark, at det føltes som om han havde været igennem fem titelkampe på samme dag, med slet skjult henvisning til de indledende kampe der var gået forud for finalen. Men et VM er ikke blot et spørgsmål om teknik og styrke, men også om udholdenhed..."
En udholdenhed han stadig i høj grad har brug for. For efter at Mark O. Madsen havde vundet sølvmedaljen ved verdensmesterskabet i Herning er han måske blevet lidt træt af det hårde arbejde, da han fire år i træk havde deltaget ved VM uden dog at få den eftertragtede guldmedalje. Dette var måske en årsag til at han i 2018 skiftede endeligt spor fra brydning til MMA, som han havde fået et par smagsprøver på i 2013 og 2014 inden han gav brydningen en sidste chance ved OL i 2016 - hvilket dog heller ikke bragte ham guld, men "kun" sølv. 9. marts i år mødte Mark O Madsen den franske MMA kæmper Thibaud Larchet ved Cage Warriors 103 i KB Hallen, hvilket ud over sejr over franskmanden også gav ham en invitation til amerikanske UFC, der står som det vigtigste mesterskab inden for MMA - og der hvor de store penge kan tjenes. For hvis man endelig skal have tæsket huden af kroppen kan man jo lige så godt tage sig betalt for det!
Dagblog 28. september 2009: Sølv til Mark O. Madsen ved VM i brydning

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.