|
|
Knald eller fald
|
Torsdag, 19.09.19
|
Så er det ved at være sidste udkald for den afsluttende marathonforestilling om Rainbow Mountain Equipment, som har stået på siden 1985. I årevis havde vi stået stejlt over for hinanden da Nordea havde insisteret på at jeg skulle betale hele restgælden fra forretningen efter at Jan Mathorne og Henrik Jessen-Hansen havde fået sneget sig ud af moradset ved hjælp af gode forbindelser. Det var så i foråret lykkedes mig at forhandle min andel ned til 90.000, som med påløbne renter vel nogenlunde svarede til de 70.000 som de to andre havde kunnet nøjes med for 26 år siden. Men som jeg dog ikke havde mulighed for at betale på det tidspunkt. Og i sommerens løb var det med Forbrugerrådets Gældsrådgivnings mellemkomst lykkedes at puste liv i dette tilbud igen - men det virkede ikke som om at min bank var interesseret i at gå ind i denne sag. Første gang var det blot en blank afvisning - men jeg fornemmede at det blot var en maskinel og automatisk afvisning. Næste gang var telefonisk, og her blev jeg ikke direkte afvist ved Kasse 1, men dels vurderede rådgiveren at jeg ikke tjente nok til at kunne betale lånet tilbage, og dels skulle jeg lige finde det ejerpantebrev, som jeg for en femten år siden havde optaget for at være sikker på at Nordea ikke gjorde udlæg i hele min lejligheds værdi, da de på det tidspunkt allerede havde gjort udlæg i meget mere end vi på noget tidspunkt havde skyldt banken. Men jeg mener, at hvis noget skal gøres ordenligt skal det gøres face to face, og mødet i dag gav umiddelbart et langt mere positivt udbytte. Det umiddelbart største problem (som jeg så det) var, at jeg skulle fremskaffe dette pantebrev som jeg ikke havde set i 15 år, og Erik mente efterfølgende at det nok ikke var første gang at bankrådgiveren havde været ude for at et sådant dokument ikke kunne findes. Så han havde blot indregnet udgifter til et nyt pantebrev. Og om jeg havde indtægt nok til at kunne betale det lån? Tjah, som udgangspunkt regnede de med at man skulle have en friværdi efter faste udgifter på 7.000 kr. - og det har jeg aldrig haft. Men han kunne se på min økonomiske historik at jeg havde levet på kontanthjælp i flere år, så med en ekstra indtægt på 4.500 kr/md burde det kunne fungere selv om min friværdi efter faste udgifter kun var godt 6.000 kr. Så egentlig var det et ganske positivt møde, men han skulle lige vende det med sin chef, om han kunne sige god for at banken bevilgede mig lånet. Men med lidt held kunne han fortælle mere på mandag hvor jeg har et andet møde i banken, denne gang med deres forsikringsagent.
|
|