Navigation:    
Start  >  Blog 
> 22. september 2019
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Karljohan til middag Søndag, 22.09.19

Hen over weekenden har jeg endnu en gang været i Ellingelyng for at hjælpe Erik med at fælde et par træer på sikker vis, og efterfølgende sørge for at stammerne kunne blive parteret i mere brændeovn-passende størrelser. Et sådan besøg plejer som regel at finde således sted, at jeg tager med toget til Hvalsø om formiddagen og derefter kører vi sammen til Ellingelyng, således at vi har eftermiddagen til at arbejde i, og næste dag kører vi tilbage til Hvalsø om eftermiddagen, hvorefter jeg tager toget hjem igen. Men denne gang var planen at jeg kunne have to overnatninger, så derfor kørte jeg til Hvalsø fredag eftermiddag (efter jeg havde været hos tandlægen), hvorefter vi uden ophold kørte direkte til Ellingelyng efter Erik havde samlet mig op på stationen. Både fredag og lørdag eftermiddag holdt vi liv i traditionen med en sundowner på terrassen. Men hvor vi fredag blot nøjedes med en simpel gang aftensmad kom der lørdag anderledes blus under gryderne. Jeg havde om fredagen i supermarkedet bemærket nogle gode tykstegsbøffer, så dem skulle vi have lørdag. Og så var Erik kreativ lørdag eftermiddag og havde fundet to store karljohan-svampe på grunden som vi skulle nyde til bøfferne. Erik vidste godt at de var gode spisesvampe, men han overlod det til mig at partere dem. Så kunne han beskæftige sig med risen og sovsen. Jeg havde godt nok en gang tidligere, for mange år siden, tilberedt selvplukkede karljohan-svampe, og dem Erik havde fundet var i prima stand. Og om de smagte godt? Joda! Og de passede perfekt til bøfferne, selv om Erik mente at de nok var lige lovlig seje. Men jeg syntes nu de smagte godt - og da Erik havde en flaske rød Kendall-Jackson til kunne det næppe være bedre. En rigtig søndagsmiddag! Så det var en god weekend. Træerne blev fældet, og da jeg havde kørt stammerne gennem kløveren søndag var de klar til at blive lagt til tørring i brændeskuret.


To karljohan-svampe -
snittet og klar til brug.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.