Det er kun sket en gang tidligere i mit liv, at jeg har været til en moderne danseforestilling, og det var for 21 år siden da jeg var i USA for første gang, inviteret af en ven, jeg havde mødt på en bar i København. Men for en lille uges tid siden gentog det sig. Forestillingen i New York var godt nok før den digitale tidsalder (for mig), men alligevel husker jeg den som en stor oplevelse. Og det var den bestemt også i lørdags. Som det meste moderne danseteater var også forestillingen i Baltoppen ordløs, men med et inciterende lydspor. Anmelderne skrev: Ordløst, i lys og skygge, rejser artisterne sig fra en jorddækket platform, skildrer menneskehedens rødder og presser kroppens grænser til det yderste. Og det gjorde de i flere satser, hvor hver eneste blev mere fysisk krævende end den foregående. Jeg blev helt tør i halsen når jeg så den ene af danserne bøje sin overkrop bagover så hans hovede rørte hans lægge - og den eneste kvindelige optrædende lå ovenpå hans underliv og så gik i spagat som den letteste sag i verden! Av, av, av - bare ved tanken fik jeg selv ondt i min ryg - men jeg træner jo heller seks timer om dagen for at opbygge min spændstighed eller blot holde den ved lige. Umiddelbart syntes jeg septetten gjorde det bedst når de kun brugte kroppen, accentueret af den jord der lå på platformen. Selvfølgelig er det nycirkus det her, men alligevel syntes jeg der gik lidt for meget cirkus i det da de begyndte at jonglere med noget nær et dusin bolde hver. Også selv om de sagde at det måske var den sværeste sats. Men den afsluttende sats hvor en af dem futtede op og ned, gennem og rundt på en 'simpel' stige, som blot stod ustøttet på gulvet var ganske imponerende. Men mest imponerende var nu artisternes fantastisk veltrænede kroppe. Og det bedste var at de gerne vil komme til København igen en anden gang! Så stiller jeg mig gerne i kø ved billetlugen!

En af artisterne fra Recirquel Company Budapest
ved den afsluttende sats med stigen.