Efter flere ugers ventetid var det endelig blevet min tid til at komme på operationsbordet, da jeg i dag skulle møde op på Bispebjerg Hospital for at få indsat det kunstige led i mit højre knæ. Jeg havde jo en uge forinden checket hvad vej jeg skulle for at komme til BBH, men Rejseplanen var ikke rigtigt i humør i dag, da der tilsyneladende ikke rigtigt var nogle 6A-busser der kørte. Så jeg måtte nøjes med 4A og stå af på hjørnet af Lygten og Tagensvej og gå op ad Tagensvej derfra. Men det stoppested havde man tilsyneladende også nedlagt, så jeg kom ikke af bussen før Nørrebro Bycenter og måtte derfor gå hele vejen tilbage ad Lygten. Og derefter op ad Tagensvej til BBH - og naturligvis blev jeg her også passeret af en 6A, så den bus kørte åbenbart alligevel. Jeg var derfor kun ti minutter forsinket da jeg på fastende hjerte og krop nåede frem til ambulatoriet og straks blev anvist min stue for det næste par dage. Iklædt operationstøjet blev jeg anbragt i en kørestol, hvorefter jeg af en portør blev trillet over til operationsgangen i Bygning 7 på den anden side af gaden. Bedøvelsen blev ganske uproblematisk lagt som en spinalbedøvelse i min ryg, og når jeg tænkte på hvor meget bøvl der havde været sidste gang jeg skulle have en nål i min ryg gik det meget lettere her. Jeg blev rullet ind på operationsstuen, hvor jeg blev omringet af fortravlede folk, men de vidste alle hvad de skulle lave, da de hver kendte deres plads i systemet. Og så lige pludselig var jeg væk; det var sovemedicinen der nu var slået igennem. Men jeg havde slet intet mærket da jeg vågnede op, så var de sikre på at de havde opereret mig eller de først skulle til det nu? Jo, jeg var ganske rigtigt blevet opereret, og jeg ville straks blive kørt til opvågning. Jeg havde været væk i cirka halvanden time, men kunne slet ikke erindre noget om at jeg havde været væk. Inde på opvågningsstuen var jeg den eneste, så det kunne tyde på at jeg havde haft dagens første operation. Fra min opvågningsseng kunne jeg se et ur, men det sprang pludselig frem i 20-minutters intervaller, så noget kunne tyde på at jeg stadig småsov. Med regelmæssige mellemrum kom personalet og stak til mig for at finde ud af hvor langt bedøvelsen var sunket ned - den bliver tilsyneladende skubbet væk med blodet, og efter en kort tid (følte jeg) kunne jeg blive kørt over på min egen stue hvor jeg kunne få noget at drikke samt en let frokost.