Min kirurg havde oprindeligt regnet med at jeg kunne blive udskrevet tirsdag, men som jeg tidligere har været inde på skete det slet ikke så hurtigt. For mine nyretal var alt for lave, helt ned omkring en værdi på 32, og som en tommelfingerregel udskrev man ikke patienter med nyretal på under 60. At værdierne var så lave skyldtes nok en kombination af at jeg ikke havde drukket nok, og at jeg flere gange havde kastet op, hvilket også medfører et markant væsketab. Men ved fredagens måling var værdien kommet op på 57, og så mente hospitalet nok at de kunne udskrive mig. Jeg skulle så blot blive checket med en blodprøve hos min lokale læge. De sidste timer blev ambulatoriet stort set affolket, og jeg fik at vide, at det var helt lukket ned weekenden over. Og da jeg endelig forlod ambulatoriet fandt jeg det pudsigt at jeg var den patient der var kommet først denne uge - og samtidig den sidste der forlod ambulatoriet. På hospitalets budget var der ikke afsat penge til hjemtransport, det måtte nogen i familien tage sig af, eller også måtte man betale for en taxa. Jeg havde heldigvis haft min telefon med, og havde i de sidste dage haft en god kontakt med Martin, som jo ikke boede så langt herfra. Og det lykkedes mig at lokke ham til at komme forbi så han kunne køre mig hjem. Han havde jo rigeligt med plads i sin SportsVan, så i hans bil skulle jeg ikke blive klemt sammen på bagsædet. Og når Martin alligevel kørte mig kunne vi jo slå et slag forbi et apotek, så jeg kunne hente den medicin, som hospitalet havde ordineret til mig. Ganske fint at have en bil til rådighed - og det tilmed en med privatchauffør. Og da først jeg var hjemme igen, hjemme til mit rod, blev jeg bare så træt, for nu skulle jeg jo gøre alt selv. Så det blev bare en gang rugbrød, og så krøb jeg i kanen - jeg skulle jo ikke op til en bestemt tid. Skulle blot huske at tage min medicin kl. 24 og igen kl. 06.