|
|
Intro til Østerbro Sundhedshus
|
Onsdag, 30.10.19
|
Da jeg i sin tid var blevet udskrevet fra Rigshospitalet efter at have været indlagt efter min blodprop gik der noget i retning af 15 måneder før jeg fik den gratis genoptræning, som jeg var blevet stillet i udsigt - men denne gang gik det noget hurtigere, for allerede mandagen efter fik jeg et opkald fra kommunen om at jeg skulle møde til et første møde på Sundhedshus Østerbro, som lå i Randersgade. Og heldigvis havde de sørget for en kørsel, således at jeg i morges blev hentet på privatadressen og kørt direkte til Sundhedshuset. Det var jo ikke så farligt langt væk, så når jeg på et tidspunkt bliver mere mobil ville jeg da ikke afvise at jeg selv kunne krabbe mig derover. Om en god uge, når stingene er taget. Det var i hvert fald ikke noget de ville udelukke på Sundhedshuset, for de ville ikke starte min genoptræning før stingene var taget, for denne genoptræning ville være for belastende for min hudoverflade mens jeg stadig havde stingene i kroppen, sagde de. Og det var jo en god ting at få at vide. For tilsyneladende var det ikke bare operationen som gjorde ondt, men mere arret, der var ved at blive dannet. Men det var de tilsyneladende helt opmærksomme på, for jeg fik at vide at jeg på førstedagen blandt andet ville få en introduktion i hvordan man holdt arret blødt og smidigt. Og ellers vil jeg næste gang blive tilmeldt et genoptræningsforløb for knæopererede. Ved nærmere eftertanke skulle jeg måske ikke være så bekymret over, at smerterne ikke havde aftaget de seneste dage - det var måske ganske naturligt når man har stålsøm i kroppen! Måske jeg bare skulle bide tænderne sammen og vente på at smerterne aftager og mobiliteten tiltager når først stingene er ude. Til eftermiddag kørte Martin mig til BBH så jeg kunne få taget den kontrollerende blodprøve. Mine nyretal havde været lave efter operationen, men da de fredag var kommet op på 57 mente personalet godt at de kunne udskrive mig, selv om de generelt ikke udskrev folk med mindre de havde nyretal på 60 eller derover. De kunne dog ikke give mig svar med det samme, men jeg ville kunne slå dem op på nettet i morgen.
|
|