Navigation:    
Start  >  Blog 
> 31. oktober 2019
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Midlertidigt slut på alle aktiviteter Torsdag, 31.10.19

Tilbageturen ser tydeligvis ud til at fortsætte - men nu kan det knap nok gå længere tilbage. Hvor det i den foregående måned trods alt lykkedes mig at få gennemført en enkelt gang fitness i motionscentret har der her i oktober ikke været nogen som helst aktiviteter, der kan tælle positivt på regnskabet. Ingen løbeture, hverken indendørs eller udendørs, ingen brydekampe og ikke engang blot en lille travetur, undtagen når jeg skulle til eller fra bussen. Og selv disse har der ikke været mange af, idet jeg i vidt omfang er blevet kørt til eller fra i andres biler. Årsagen er selvfølgelig at jeg endelig har gennemløbet den længe ventede knæoperation, hvilket har medført en uges inaktivitet på hospitalet. Men det skal være slemt før det kan blive bedre. Jeg antager, at det ikke så meget er selve operationen der giver mig problemer, men mere de stålsøm der har været brugt til at rimpe min hud sammen igen. Så jeg kan da håbe på, at når de søm er blevet fjernet om en uges tid vil smerterne aftage og jeg så endelig så småt kan genoptage nogle brugbare aktiviteter. Dette satser jeg på, al den grund at min genoptræning er sat til at begynde når først stingene er væk. Selvfølgelig vil jeg til den tid være sat endnu længere tilbage end jeg er i øjeblikket, men jeg fornemmer, at der på den anden side trods alt vil stå nogen klar med et sæt startkabler. Når nu jeg endelig er blevet opereret på mit knæ vil jeg så også have tid til at lave nogen træning, og heldigvis er der ved at blive skitseret et program, der kan vise mig fremgangsmåden. Og hvis bare jeg vil kunne gå normalt med krykkerne vil jeg trods alt kunne komme ud og gå en tur i parken, selv om det nok vil vare nogle måneder før jeg kan komme ud at løbe. En enkelt positiv ting har jeg da kunnet finde frem, og det er, at jeg på min gamle vægt herhjemme trods alt har smidt halvandet kilo trods min megen inaktivitet! Så selv om jeg længe havde forestillet mig at denne månedlige rapport ville slutte når først jeg var på hospitalet er det måske ikke det rette at gøre. For hvis det kan gå fremad igen kunne det da være interessant at beskrive hvorledes det vil gå for sig, specielt hvis det næste år er det andet knæ, der skal have den samme tur.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.