Navigation:    
Start  >  Blog 
> 6. november 2019
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Den endeløse historie om Rainbow-gælden Onsdag, 06.11.19

Med eftervirkningerne fra blodproppen fra 2013 på efterhånden behagelig afstand har jeg indstillet mig på at jeg har to store opgaver som jeg må koncentrere mig om, og som i praksis tager al min tid. Den ene vedrører min sundhedstilstand og den anden min økonomiske tilstand. For at tage økonomien først er der efter femten måneders fight med Rialtoadvokaterne kommet blot en lille smule ro over linien. For hvor det tidligere var fast kotume at advokaterne truede med at tvangssælge min lejlighed bliver denne mulighed ikke nævnt mere, selv om jeg er sikker på at de nok vil gøre det hvis de føler de skal. Måske de femten måneders langtrukne korrespondance har overbevist dem om at jeg vitterligt ikke har skjult en mindre formue et sted men er villig til at gå med på en ordning hvis jeg har penge til det. Det seneste udspil fra advokaterne er de vil acceptere en udskydelse af betalingen med otte måneder mod at betalingen bliver hævet fra 90.000 til 100.000 kr. og jeg samtidig betaler et afdrag på 700 kr. om måneden, tilfældigvis det samme beløb som jeg i sin tid havde budgetteret med for at få skiftet radiatorerne i forbindelse med den kommende facadeudskiftning, og det mente jeg nok jeg kunne betale ud fra min kontanthjælp. Faktisk er det første gang at advokaterne selv foreslår en (ganske vist midlertidig) afdragsordning, men det har de tidligere totalt nægtet kunne være en mulighed, selv da jeg for over et år siden havde foreslået en total afdragsordning med 3.000 kr./md. Efter disse otte måneder forventer advokaterne at den resterende betaling kan finde sted. Her er der så blot problemet at jeg har hyret min egen advokat til at foretage mortifikationen, men ikke med forkortet varsel, da det vil kræve at der stilles sikkerhed for alle 300.000 kr. En umulighed, da jeg jo ikke engang har de 90.000 kr. endnu. Efter samtale med min bankrådgiver i dag er vi blevet enige om at jeg i morgen skal forhøre mig med min advokat om hvornår mortifikationen kan forventes at være tilendebragt, således at vi (via banken) kan afgive et modsvar til advokaterne, at vi accepterer forhøjelsen af betalingen fra 90.000 til 100.000 kr mod at advokaterne får sin klient til at acceptere en forlængelse af betalingsfristen fra de otte måneder til mortifikationen udløber. Visse ting er nu blevet meget nemmere når jeg er på førtidspension!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.