Det er nu 29 dage siden at jeg fik indsat et kunstigt knæ på Bispebjerg Hospital, og selv om jeg stadig synes jeg bevæger mig ganske ubehjælpeligt omkring og kun kan bevæge mig rundt med krykker synes jeg alligevel at der er ganske små tegn på at det langsomt bliver bedre. For eksempel er det tilsyneladende endelig lykkedes mig at kunne falde i søvn på fornuftig tid uden først at skulle rotere i sengen i timevis på grund af smerter. Ligesom det var umuligt for mig at løfte det højre ben uden ledsagende kraft fra det andet ben så længe jeg var på hospitalet, så må jeg sige at jeg nu ikke har nogle problemer med at løfte det ben. Udfordringer ganske vist, for jeg skal stadig fokusere og bruge mine muskler når jeg løfter benet, men i dag foregår det som regel uden assisterende hjælp fra det andet ben. Derimod har jeg erfaret at jeg stadig skal holde mig fra at gå længere ture udendørs, selv om det bare er til supermarkedet og også er med stok. For vægten i rygsækken bliver meget hurtigere tungere end behageligt. Ligeså har jeg endnu ikke forsøgt mig med bus eller tog, for ved sådanne ture må jeg få nogen til at køre for mig - med eller uden betaling. Således var jeg i går for første gang til genoptræning i Sundhedshuset i Randersgade, og her havde jeg fået en aftale om at jeg kunne blive kørt frem og tilbage. Jeg var der et par minutter før fællestræningen startede og tænkte at jeg kunne begynde med motionscyklen, for den burde jeg da kunne finde ud af. Men inden jeg kom i gang kom en af fys'erne for at hjælpe mig med at rette den til. Hvilket jo egentligt var ganske godt, for man bliver jo lidt ynksommelig når man har sådan et kunstigt knæ. Men jeg fik kun cyklet et enkelt sekund, så svingede pedalarmen rund og bøjede mit ben meget mere end jeg var forberedt på. Et jag af smerte steg op fra knæet og jeg kom hurtigt af cyklen igen. Senere fandt jeg ud af at det var normalt at man skulle starte med halve rotationer og der som regel gik flere uger før man kunne tage en fuld runde. Derefter lavede vi forskelige fællesøvelser, og dernæst fik jeg en tur på benpres-maskinen. Og den kunne jeg betjene næsten lige så uproblematisk som når jeg var på den nede i Sats. Men vægten var så også kun på 25kg, stigende til 45kg, ligesom udgangsvinklen ikke skulle være over 90 grader, og jeg havde som regel haft noget mere når jeg var i Sats. Så den kan jeg godt sætte flueben ved til når jeg en dag kommer i Sats igen. Jeg kan deltage i Sundhedshusets fællestræning 12-14-16 gange efter individuel vurdering, og derefter bliver jeg videresendt til anden aktivitet, umiddelbart enten tilbage til Sats eller min tidligere fysioterapeut. Men jeg hørte også om at man gennem henvisning fra ens egen læge måske kunne få bevilget genoptræning på Montebello i Spanien. Hvilket godt nok lyder en lille smule outreret, men nok ikke vil være så dårligt her i den mørke tid.