Selv om jeg stadig ikke kan foretage meget mere udadvendt aktivitet end at humpe frem og tilbage til supermarkedet med krykkerne skal der dog ikke så meget til for at jeg kan blive inspireret. Og da jeg kiggede igennem de weblogs jeg havde skrevet for ti år siden kunne jeg ikke undgå at blive inspireret af den blog jeg havde skrevet for ti år siden da jeg sammen med min mor havde lavet et besøg på Esterbergalm og havde skrevet det følgende: "Jeg havde haft en lumsk og hemmelig plan om at lave en vinterbestigning af Wank umiddelbart øst for byen. Jeg havde jo tilbage i 1996 sammen med Christoph besteget tre af de højeste bjerge i denne bjerggruppe: Krottenkopf, Oberer Risskopf og Kareck, men jeg havde dengang udeladt den lettest tilgængelige af dem alle, nemlig Wank, hvis top let og enkelt kunne nås med gondolbane fra Partenkirchen. Sidste år havde vi begge været deroppe med banen, og jeg havde her fået ideen, ved en anden lejlighed at vandre derop, hele vejen fra Partenkirchen, med et mellemliggende stop i Esterbergalm."
Dengang i 2009 havde vi så kun vandret op til Esterbergalm fordi der lå for meget sne på stierne til at jeg ville tage min mor med hele vejen op til Wank. Så selv om jeg i 2008 havde taget svævebanen op til Wank stod bjerget efter min opfattelse stadig som ubesteget af mig. Og det er så også grunden til at Wank stadig kan have interesse her i december 2019. For jeg besøgte jo Christoph i München forrige år, og snakkede her om, om ikke vi skulle lave en bjergtur sammen igen. For allerede dengang var mine ben for dårlige til at vi kunne lave en bjergtur sammen på dette tidspunkt og de er endnu dårligere i dag - men interessen er der stadig. Og jeg kunne da godt forestille mig at mine ben er bedre når jeg på et tidspunkt besøger Christoph igen. Og så kunne vi måske tage regionaltoget fra München til Garmisch og vandre op til Wank fra Partenkirchen - og måske endda vandre ned igen. Blot en idé!
Dagblog 26. december 2009: Gensyn med Esterbergalm