I de to forgangne uger blev klimatopmødet COP25 afholdt i Madrid, som skulle være den afgørende forlængelse af aftalen fra klimatopmødet i Paris i 2015. Men det ser ud til at euforien fra 2015 har lagt sig, omend det ikke ser ud til at USAs udtræden af klimaaftalen har spredt sig, som man ellers kunne have frygtet. Men der mangler helt klart den gejst og opbakning, som er nødvendig for at nå de mål, der blev sat i Paris for fire år siden. Forud for klimatopmødet i Madrid var der sat tre vigtige punkter, som skulle behandles af de mange fremmødte lande for at vi kan holde stigningen i klodens gennemsnitstemperatur under to grader. Dels skulle alle landene fremsætte skærpede mål fordi de allerede fremsatte mål enten var for vage eller ikke-eksisterende, og dels skulle der forhandles klimaskadeerstatninger for de lande, der nu og i fremtiden bliver ramt af de skader der allerede er sket eller vil ske i fremtiden. Og sidst, men absolut ikke mindst skal der styr på handelen med CO2-kvoter, der giver de lande der sviner for meget mulighed for at købe udledningsrettigheder af de lande, der ikke sviner så meget. Selv om jeg synes det er forkert at man blot kan købe aflad - det bliver det samlede svineri jo ikke mindre af. Og mødet i Madrid var en nedslående oplevelse! For man kunne ikke skabe afklaring på nogle af disse tre opgaver - og uret tikker jo stadig. Selv om det er et godt skridt på vejen og et eksempel til efterfølgelse, så nytter det ikke så meget at Danmark for to uger siden besluttede den mest ambitiøse klimaaftale i verden. Her besluttede et næsten enigt folketing at sikre, at udledningen af klimaskadelige drivhusgasser falder med 70% frem mod 2030 i forhold til niveauet i 1990. Der var kun to partier, der ikke var enige i denne målsætning, og det var Liberal Alliance og Nye Borgerlige. Selv om denne målsætning lyder ganske ambitiøs er den dog kun retningsgivende, omend den blandt andet foreskriver, at Klimaministeren hvert år i september skal fremlægge et klimaprogram med initiativer på kort og langt sigt, der viser, hvad regeringen gør for at nå klimalovens mål. Og hvert femte år skal der sættes et delmål med et tiårigt perspektiv, som ikke må være mindre ambitiøst end det senest fastsatte delmål. Ud over de klare indenrigspolitiske formål med denne klimalov skulle den også ses som Danmarks indspark til klimatopmødet i Madrid - men hvad nytter det når en række større lande ikke har lyst eller råd til at gøre noget ved klimaet. Men har vi råd til at lade være?