Navigation:    
Start  >  Blog 
> 25. december 2019
 
Foregående    Index    Dette tema 

  En potentiel rekordjul Onsdag, 25.12.19

De seneste år har jeg altid holdt jul hos min bror efter at det til sidst mislykkedes med at holde jul sammen med min mor af "tekniske årsager". Men i år kunne det ikke lade sig gøre at hoolde julen hos min bror da han i forvejen ville have huset fuldt af gæster, så derfor måtte jeg finde på en anden mulighed. For selv om jeg tidligere har holdt julen alene derhjemme i lejligheden er det jo ikke specielt attråværdigt. Og redningen kom fra vest, da min gamle rejsekammerat Erik havde inviteret mig til at holde julen hos ham i Hvalsø. For ud over ham selv og konen ville det kun være deres ældste datter Inge og hendes to børn som ville komme til julen, og så ville der nok være plads til en til. Så i løbet af eftermiddagen tog jeg regionaltoget til Hvalsø og eksperimenterede undervejs med at skifte fra S-toget på Østerport. Det havde ellers altid været min foretrunkne omstigningsstation indtil den station for flere år siden var blevet lukket for renovering. Og som det typisk er for DSB er de jo gode til at informere om en mulighed, der ikke længere eksisterer, men mindre gode til at fortælle når en mulighed er til stede igen. Men havde læst en anmeldelse af den nyrenoverede station i Politiken, og på de ledsagende billeder kunne jeg se personer bevæge sig rundt på stationen, så jeg kunne deraf læse at den nok var tilgængelig igen. Og det var den så også, lige som i gamle dage. Julen hos Erik var et dejligt afbræk i tilværelsen, og Lone vidste jeg jo lavede god mad. Flæskestegen var i hvert fald den bedste jeg havde fået i mange år - sværen var nok den sprødeste jeg havde fået i lang tid. Og selv om Erik havde sagt at jeg ikke skulle tænke på gaver så skulle jeg ikke gå tomhændet hjem. For Erik havde købt en sengelampe til mig så jeg ikke skulle nøjes med pandelampen, Lone gav mig en ny forsyning af min favoritsæbe, som jeg ikke længere kunne købe i lokalområdet. Og katten havde også sørget for en gave til mig i form at en pakke kaffe. Og kaffe kan man jo altid bruge. Vel hjemme igen kunne jeg så høre at landet nu tangerede nedbørsrekorden på 904,5 mm nedbør. Så én mm nedbør mere og vi får en ny nedbørsrekord!

Opdateret 3. januar 2020: Det blev alligevel ikke til noget med 2019 som det vådeste år siden Meteorologisk Institut begyndte at foretage sine registreringer af det danske vejr. For da året randt ud manglede der blot 0,3 mm nedbør for at kunne sætte rekord!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.