Jeg havde egentligt tænkt mig, at jeg i dag ville have skrevet lidt om den årlige julefrokost jeg var til hos Esben i forgårs, men så så at der i kronikken i gårsdagens udgave af Politiken var et indlæg der filosoferede over en bestigning af Mount Everest. Og bjergbestigning har jo altid været et emne jeg gerne vil kommentere på. Selv om jeg jo aldrig har haft ambitioner om at bestige Mount Everest, da der jo er mange andre bjerge der tiltrækker mig mere og på andre måder, og jeg i den nuværende situation med foreløbigt et kunstigt knæ vil stille mig tilfreds med bjerge, der ikke kræver nogen form for ekspeditionsplanlægning, så har jeg jo stadig det iboende ønske om at komme op på en bjergtop igen. Kronikken er dog skrevet af en filosof, som naturligvis ikke lægger meget vægt på de tekniske udfordringer ved at bestige et bjerg, men mere de menneskelige udfordringer som princip. Men selv om jeg fra tid til anden godt kan gribe mig selv i at filosofere lidt over tilværelsens ulidelige lethed har jeg det dog svært med at begå mig overfor nogen der er ph.d. i filosofi når han skriver, at mange af dem der bestiger høje bjerge som Mount Everest gør det på bekostning af andre og ikke tænker meget over at sådanne bestigninger kun kan lade sig gøre med et tæt sammenhold i gruppen. Det kan godt være, at man bliver mere indadvendt når man står i køen på Mount Everest mens man er ved at fryse røven i laser, men så mener jeg bare at man har valgt det forkerte bjerg. Det er blandt andet sådanne situationer der gør, at jeg aldrig har haft intentioner om at bestige Mount Everest. Der er jo andre måder man kan udødeliggøre sig selv på. For eksempel de mange år, hvor jeg gik efter at blive den dansker der havde besteget flest 4000-metere i Alperne. Hvilket vistnok lykkedes i 1997, selv om jeg aldrig fik besteget dem allesammen og dette sandsynligvis er blevet overgået i dag. Men sammen med Martin Oleksiewicz at være de første danskere der besteg Aiguille Verte på en vinterbestigning kan ingen tage fra mig. Ligeså da jeg som medlem af Team Aberjaro i 2003 var en af de første hvide mennesker der lavede en længdeoverskridning af Aberdares i Kenya. Men der havde vi jo også uvurderlig hjælp fra bærere med flere, selv om det jo ikke var på bekostning af dem.