"Hvad så, hvordan går det med tømmermændene? Jeg taler ikke om kvalmen efter festlighederne tirsdag nat, men om hovedpinen efter de seneste 20 års naive fejring af de amerikanske teknologivirksomheders tjenester, dimser og produkter. Og den fuldstændig blinde tro på, at et teknologisk nirvana ventede lige om hjørnet. Vi skulle bare lige klikke her, registrere os der og downloade denne her røde app - så kørte det.
Det gør godt gammeldags tømmermændsagtigt ondt at tænke på, hvor ureflekteret vi i de vestlige samfund har tiljublet og gjort os afhængige af Apple, Google, Facebook, Amazon, Nexflix, og hvad de ellers hedder, de gigantiske kapitalistiske koncerner, vi har danset så lystigt om. Altså lige indtil vi holdt op med at danse, fordi vi pludselig opdagede, at rejsen til nirvana var aflyst, og at vi havde deponeret sjæl, eftertanke og personlige data hos milliardindtjenende virksomheder, der ikke bare omkalfatrede vores måde at omgås hinanden på, men også smadrede forretningsgrundlag under hele brancher og i tilgift underminerede tilliden til både politikerne, demokratiets bærende institutioner og samfundenes kritiske fælles infrastruktur.
Når historiebøgerne om vores tid skal skrives, vil de to første årtier af det 21. århundrede blive beskrevet som internettets, de sociale mediers, de gigantiske teknologivirksomheders epoke - og de naive samfunds. Og det vil stå klart, at vi alle har haft bind for øjnene: private virksomheder, offentlige myndigheder, borgere, politikere og uafhængige medier.
Private og offentlige virksomheder har gladelig ladet deres vitale kommunikation med kunder, brugere og borgere køre gennem giganternes platforme og tjenester - for det var jo der alle mennesker befandt sig, ikke sandt? Borgerne har kvitteret med personlige oplysninger hver gang de købte en ny smart telefon, et nyt smart tv, et nyt smart ur, en ny smart streamingtjeneste eller bare downloadede en smart app, der kunne registrere kilometertiderne på den daglige løbetur eller finde lydbøger. Virkelig smart.
Og medierne - de, der kalder sig den fjerde statsmagt - lagde i de første 15 år af det nye årtusind så meget spalteplads og ætertid til lanceringen af nye produkter og tjenester fra teknologimastodonterne, at virksomheder som Apple og Netflix stort set ikke har behøvet at reklamere. Deres produkter blev båret frem på skjolde gennem den såkaldte frie presses dækning. Alt imens samme presse gjorde sin journalistik frit tilgængelig på de sociale medier i håbet om at kapre nye brugere, hvorved en hel generation af borgere blev vænnet til, at journalistik er gratis og frit flydende i feedet på Facebook. Og politikerne har været lige så naive og overvældede som alle os andre - hvorfor skulle de egentlig også være klogere og mere forudseende? Det politiske klarsyn og de nødvendige indgreb til at dæmme op for teknologigiganternes dominans er derfor udeblevet.
Så her står vi ved indgangen til et nyt årti: Klog af selvforvoldt skade - og med et enormt behov for at rydde op efter to årtiers tornerosesøvn med tilhørende naive drømme om, at den nye teknologi og kapitalismens frie kræfter i skøn forening kunne give os herredømmefrit samfund og et friktionsløst liv.
Den næste epoke i det 21. århundredes teknologi- og medieudvikling vil og må komme til at dreje sig om politik, regulering og styring. Ja, det klinger usexet og ikke særlig liberalt efter 40 års fejring af det frie marked og 20 års naiv tro på teknologiens innovative lyksaligheder. Men det er en bunden opgave, hvis vi ønsker, at samfundsudviklingen har borgerne, demokratiet og det almene vel som pejlemærke.
Heldigvis er det også en opgave, som EU og mange vestlige lande har taget på sig. I Frankrig og Ungarn har man indført en særlig skat på teknologigiganterne - og noget tilsvarende er formentligt på vej i Tjekkiet, Storbritannien og Spanien. Og EU har taget syvmileskridt for at styrke borgernes datasikkerhed og bekæmpe Silicon Valley-virksomhedernes dominans på markedet.
Lad det være et varsel om, at det store pendul endelig har sat sig i bevægelse - og en inspiration til de danske politikere om at følge med."
Kopieret fra: Søren Schultz Jørgensen, Politiken