I 1985 åbnede jeg en butik sammen med min klatrekammerat Jan Sjøstedt med navnet Rainbow Mountain Equipment (kort: RME) med den intention at skaffe klatreudstyr til de få klatrere der på det tidspunkt fandtes i Danmark. Der var nemlig ikke mange andre der solgte denslags herhjemme, og flere tjente en ekstra skilling på at bestille varer hjem fra en butik i England. RME voksede hurtigt og fik snart en stor del af markedet herhjemme og vi blev snart tre personer mere om at drive det. Men økonomien hang ikke sammen, og med udgangen af 1992 lukkede RME med en stor bankgæld til følge. De to mest velhavende bag butikken fik hurtigt forhandlet en aftale på plads med banken om at få en frivillig akkord så de kun skulle betale hver en femtedel af gælden. Hvorimod banken nogle år senere mente at jeg skulle betale de resterende tre femtedale, da jeg havde en andelslejlighed, som 'takket være' en lovændring på det tidspunkt kunne tvangssælges. Men som mindre formuende på dagpenge fandt jeg det ikke rimeligt at jeg skulle betale tre gange mere end de to formuende, som havde deres faste indtægt som henholdsvis overlæge og ingeniør. Så det medførte en endeløs brevveksel af mere eller mindre truende karakter mellem mig og banken og tre af bankens advokater, og to gange var jeg i fogedretten, uden at det dog lykkedes for banken at få min lejlighed på tvangsauktion. For et par år siden lykkedes det mig dog at få advokaten til at bløde op, og endelig kunne de se det fornuftige i at jeg principielt kunne nøjes med at betale hvad der svarede til den tredjedel de aldrig tidligere ville tilbyde mig. Selv om min økonomi ikke var bedre end den havde været i 1993 var det dog et væsentligt skridt på vejen, og da jeg i sommers fik tilkendt førtidspension begyndte tingene efterhånden at hænge sammen. I forrige uge fik jeg så endeligt tilkendt det forlig, der kunne bringe mig ud af dette dilemma. Jeg har accepteret at betale 100.000 kr., hvilket svarer til tæt på en tredjedel af restgælden, heri inkluderet ekstra 10.000 kr. som jeg betaler for at få tid til at få lånet i min egen bank på plads. Til gengæld er renten også omkring det halve af hvad jeg tidligere havde måttet affinde mig med. I søndags underskrev jeg forliget og smed det i postkassen, som ville blive tømt dagen efter. Så pr. 1. februar betaler jeg så første afdrag på den overgangsordning, som løber indtil min egen bank har fået mit lån på plads og jeg derfor endelig kan træde ud af forpligtelserne for RME.