Straks da jeg for et par uger siden var på Bispebjerg Hospital til den sidste check-up efter min knæoperation, og her fik at vide af kirurgen at jeg nok skulle se i øjnene, at det ville være slut med at bryde var jeg uening med kirurgen. For jeg har jo altid levet et aktivt liv og var vant til at min krop kunne klare alt jeg bød den, hvis blot den fik tid til at foreberede sig på det. Så jeg var bestemt ikke indstillet på at lægge brydningen på hylden - heller ikke da en bryder fra New York skrev til mig blot en uge senere og udfordrede mig til en kamp når han kom til København få dage senere. Jeg havde jo netop fået indsat denne protese for at kunne fortsætte mit aktive liv og ikke for at stoppe det. Så jeg gik ud fra at kirurgen havde boksning og ikke brydning i tankerne da han frarådede mig at dyrke denne aktivitet. Jeg havde hele tiden tænkt mig at skulle vende tilbage til brydningen næste måned i Berlin, men i lørdags mødte jeg så min modstander på et hotel bag den gamle postterminal. Han var en stor herre, ikke helt så høj som mig men til gengæld 33 kilo tungere, så jeg mødte ham med et solidt bearhug. Til gengæld var jeg vel forberedt til kampen da jeg havde anskaffet en særlig skånende knee pad til mit højre knæ, og at kampen skulle finde sted på hotellets dobbeltseng begrænsede også muligheden for uventede slag på knæet. På sengen var jeg positivt overrasket over jeg stadig kunne lave nogle ordentlige scissors, selv om de nok ikke havde den store virkning på hans godt polstrede krop, så der kunne jeg godt holde ham lidt at bay, i hvert fald til at begynde med. Men jeg kunne snart mærke at jeg ikke havde så megen stamina og fitness som jeg havde haft i tidligere tider. Så da jeg på et tidspunkt var lidt uopmærksom lykkedes det ham at fange mig i en bodyscissor. Jeg havde læst at han også dyrkede vægtløftning, og det kunne man godt fornemme på hans ben, der var solide som telefonpæle! Jeg har altid godt kunnet lide maskuline muskuløse mandeben, men hans var too close for comfort, kort sagt blev min brystkasse presset godt sammen og inden længe var kampen forbi. Men det føltes godt at have brydet igen, min protese havde ikke givet anledning til problemer, og da han skulle være her i København i en måneds tid kunne jeg ikke udelukke at vi kunne mødes og bryde igen. Da jeg skulle hjem igen besluttede jeg at ville fejre min tilbagevenden til brydningen på min lokale Thai restaurant, så jeg tog den nye metro derhen, for den havde en station nær restauranten.