Det seneste par måneder tid har vi i tiltagende omfang hørt tale om coronaviruset og om hvordan det er ved at sætte samfundet som vi kender det, i stå. Oprindeligt skulle det stamme fra et fjerkræmarked i den kinesiske by Wuhan, og de kinesiske myndigheder har altid gerne villet fremstå som at regulere det perfekte samfund, og så kunne de naturligvis ikke acceptere den plet på deres renommé som denne sygdom kunne blive. Så den læge, der som den første konstaterede at der kunne være tale om en ny variant af en kendt virus, blev tildelt en reprimande og man lod i første omgang viruset brede sig. Og da de kinesiske myndigheder først erfarede at ulven var løs forsøgte de at inddæmme viruset. Men selvfølgelig for sent. Resultatet er at dette coronavirus er på vej til at blive en pandemi, da det nu ikke bare har angrebet personer i Kina men også borgere i specielt Sydkorea, Iran og Norditalien. Og efter vinterens skiferier er viruset også kommet til Danmark, hvor det kan konstateres at en halv snes danskere har taget denne uvelkomne gæst med hjem, således at over hundrede personer nu må være i karantæne i to uger. Men er det ikke bare en unødvendig ståhej? For coronaviruskrisen er jo ikke meget værre end en gemen influenza, som i forvejen koster 2000 liv om året blot her i Danmark. Hvilket er nogenlunde det samme antal personer som er døde af coronavirus på verdensplan. Så når nu italienske skoler, universiteter og andre læreanstalter må holde lukkede og de italienske fodboldhold må spille for tomme tribuner, er det lidt som at kaste brønden til når barnet er druknet. Det virker som om vi har vænnet os til, at vi hverken kan, må eller vil tolerere at vi kan blive syge fra tid til anden. Sygdomme har jo altid været naturens måde at regulere en bestands størrelse på når den er blevet for stor. Så måske coronaviruset er første vink med en vognstang om at vi simpelt her er blevet for mange mennesker her på Jorden?