Navigation:    
Start  >  Blog 
> 7. marts 2020
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Frisk sej, brosme og stenbiderrogn Lørdag, 07.03.20

Jeg har tidligere været en fast gæst hos min lokale fiskehandler på Østerbrogade, og havde efterhånden gjort det til en vane at stikke indenom en gang om ugen for at spørge ham om hvad slags fisk jeg skulle have denne gang. For så havde han altid et godt forslag til mig, og hvis jeg ikke kendte den fisk kunne han sagtens fortælle lidt mere om den. Det var rart at handle hos et ægtepar, som vidste noget om den vare de solgte, for hvis jeg ikke vidste hvordan den skulle tilberedes havde de også altid et godt forslag. Men for et par år siden lukkede han desværre butikken, og så var det (i hvert fald midlertidigt) slut med friske fisk til aftensmad. Samtidig kunne jeg læse i avisen at det gik ned af bakke med antallet af fiskehandlere i Danmark, hvilket jeg - ud over at begræde at min lokale fiskehandler nu havde lukket - havde svært ved at forstå, for de samme aviser skrev jo spalte op og spalte ned om de mange fordele der var ved at spise fisk. For et års tid siden begyndte Netto så at sælge frisk fisk, men det var en kortvarig fornøjelse, fordi Netto stort set kun solgte de fisk som der går tretten af på dusinet, det være sig rødspætte, torsk eller laks. Alt sammen som fileter, og selv om det jo var ganske praktisk savnede jeg efterhånden at smide en hel fisk på panden. Jeg bildte mig ind at der var mere smag i fisken når man steger den hel på benet, og derudover havde jeg på fornemmelsen at der gik en del af fisken til spilde når man filetterer den. Men heldigvis bor jeg på Østerbro, og det betød at der var andre fiskehandlere her end min lokale der var lukket. Jeg havde bemærket at der lå en anden fiskehandler længere nede af Østerbrogade, ganske vist på Indre Østerbro, og derfor lidt udenfor min aktionsradius. Men som det efterhånden gik bedre med bentøjet gik jeg forrige onsdag derned, og det var altså rart at se de mange fisk jeg ikke havde set i årevis. Jeg valgte en sej som var så stor at jeg måtte halvere den for at få plads til den på panden, i modsætning til de gnallinger af fileter Netto havde i sit udvalg. Og om den smagte? Ja, det gjorde den! Så i dag var jeg derovre igen og denne gang valgte jeg en brosme som så ganske lækker ud. Og så var det sæson for stenbiderrogn, så det købte jeg også et parti af. Jeg havde læst at sådan rogn skulle piskes for at skille den fra hinderne, men det havde fiskehandleren allerede gjort for mig. Sandsynligvis var den så nok også dyrere, men stenbiderrogn er en delikatesse jeg ikke køber til daglig, så hvis jeg betaler tyve kroner mere slår det ikke mit budget i stykker.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.