Navigation:    
Start  >  Blog 
> 12. marts 2020
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Nu lukkes Danmark ned Torsdag, 12.03.20

I går aftes, lige inden sengetid, kom statsminister Mette Frederiksen med en noget urovækkende meddelelse, som dog ikke var uventet hvis man havde fulgt med i nyhederne den seneste halve snes dage. For som jeg havde frygtet i forgårs var denne verdensomspændende coronavirusgalimatias absolut ikke gået i sig selv igen, men havde spredt sig yderligere med rekordfart. For hvor der for en uge siden blot var en snes smittede her i landet har antallet af smittede mangedoblet, så det i dag er langt over 600 personer. Og derfor annoncerede hun en række tiltag, der yderligere skærpede de restriktioner der allerede var udstedt. Alle skoler og uddannelsesinstitutioner ville være lukket fra den kommende mandag, og hun henstillede også til at man ikke brugte den offentlige trafik i myldretiden, hvor trafikselskaberne samtidig skulle sørge for at passagererne ikke stod for tæt. Her i København betød det at metroen kørte med alle tog mellem 6 og 20, ligesom der kun blev kørt med lange S-tog i samme tidsrum. Og sidst men ikke mindst opfordrede hun til at vi ikke begyndte at hamstre. Jeg var derfor lidt spændt på hvordan torsdagen ville forløbe, men det overraskede mig nu ikke da jeg i morgennyhederne hørte at folk væltede ind i supermarkederne i onsdagens sene aftentimer for at hamstre, nej denne gang var det ikke gær som i 1998 men derimod toiletpapir. Og jeg skal da gerne medgive at toiletpapir er en god ting, men jeg havde på tidligere ekspeditioner lært hvordan man kan klare sig uden toiletpapir hvis blot der er vand til rådighed - uden at man behøver tænke på bidetløsninger. Der var sådan set kun en enkelt service jeg havde brug for lige nu, og det var mit regelmæssige bad i fitness, så da jeg her til formiddag fik en mail om at de ville lukke i foreløbig 14 dage fra i dag klokken 12 måtte jeg hellere gå ned og få det ordnet. Og på vejen hjem kunne jeg så købe ind i Netto. Og der var da varer nok, omend ikke alt hvad jeg skulle have, men næsten. Det jeg bemærkede mest var at de var løbet tør for kurve, men så måtte jeg i stedet bruge min rygsæk, selv om jeg var lidt nervøs for at kunne blive betragtet som en butikstyv.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.