I november 2002, dengang der stadig eksisterede pladebutikker man kunne gå ind i fra gaden og købe sin musik, og hvor der stadig var ekspedienter der vidste meget mere om den nye musik end man selv havde mulighed for, var jeg inde i Baden Baden i latinerkvarteret for at lade mig inspirere til ny og spændende musik. Og gik derfra igen med en skive fra et band, der hed Orb. Pladen var udkommet året før og var derfor stadig ganske ny. Men det skulle ikke forhindre mig i at sætte den i rotation ganske mange gange. Faktisk så ofte at jeg at den blev afspillet syv gange i de resterende få uger af året, hvilket var nok til at bringe den på en kvalificerende 11.plads på dette års Top30 og på en suveræn 1.plads det følgende år, med næsten dobbelt så mange afspilninger som nr.2 på listen, som var Doors' L.A.Woman. I dag har jeg afspillet den langt over hundrede gange. Og det gør også, at den plade i de fleste år har kunnet findes på min årlige Top30 over den musik jeg selv har spillet. I 2003 var den øverst på listen, og det har den også formået her i 2019 - hvilket gør det lidt interessant at dykke ned på pladen, hvad man så får med den.
Tidstypisk for årtusindskiftet får man med Orb en plade, der i høj grad er understøttet af elektronisk musik, hvilket også var det, der straks fængede mig - og stadig gør det, selv efter over hundrede afspilninger. Pladen begynder med et zen-agtigt vokalt nummer med vandfald og fuglesang, men det skal man ikke lade sig forblænde af, for inden længe banker rytmegruppen på, hvilket er ganske karakteristisk for Orb. Et at mine favoritnumre er Ghostdancing, som er dejligt drømmende. Men med Egnable og Firestar har vi en sekvens som er temmelig uinteressant pga snak og andre utidige afbrydelser. Men den fører frem til A mile long lump of lard, som længe har været en favorit med et tema, der bare bygger sig op i styrke indtil det desværre pludseligt afsluttes og derefter går over i et par numre, som ikke fænger så meget hos mig. Vi når så frem til Hamlet of Kings, som nok er et af deres mest iørefaldende numre, ambient som Ghostdancing, og giver udtryk for Orb når de er bedst. Nummeret er otte minutter langt, men kunne efter min mening sagtens være dobbelt så langt. Så efter min mening er Cydonia en ganske udmærket plade, selv om kritikerne mente, at Orb ikke havde fulgt med tiden. Hvilket måske så var grunden til at jeg faldt for pladen.