Navigation:    
Start  >  Blog 
> 8. maj 2020
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Brydning i Tyskland ser kun ud til at kunne finde sted uofficielt Fredag, 08.05.20

Der er muligvis udsigt til at jeg sidst på denne måned kan vende tilbage til brydningen og få blot en lille smule fysisk aktivitet. For jeg har altid forestillet mig, at Tyskland ville blive det første sted jeg vil kunne bryde når først denne corona-krise er overstået. Idet jeg der jo har modstandere der kender mig, og mine faste modstandere der, Romano og Bernd, vil sikkert være klar på en gang hyggebrydning så jeg kan få banket noget rust. Der er nemlig grøde i vandet i Tyskland, hvor flere af de tyske delstater kræver at de hårde restriktioner ophæves så man kan bevæge sig i retning af mere normale tilstande. Politiken skrev i onsdags at ministerpræsidenten for Schleswig-Holstein har fået ord fra den tyske indenrigsminister Horst Seehofer på, at danskere snart vil få lov til at rejse ind i Tyskland uden de nuværende tilknytningskrav i form af bopæl eller arbejde. For i modsætning til Danmark kan de tyske delstater i en vis grad bestemme hvilket omfang delstaten skal lukke op, og fra Mecklenburg-Vorpommern, som jo er den del af Tyskland jeg typisk vil rejse til når jeg skal til Berlin, er det meldt, at de vil sløjfe indrejseforbuddet fra andre tyske delstater inden pinse. Så det bliver lidt af et kludetæppe at komme til Berlin, for så skal jeg jo ikke bare gennem Mecklenburg-Vorpommern, men også gennem Brandenburg, og det er endnu uvist om Berlin vil tillade indrejse. Men ved det daglige videomøde mellem Frau Merkel og delstaternes ministerpræsidenter samme eftermiddag blev der ikke diskuteret mulige grænseåbninger. Men intet nyt er vel godt nyt, kan man sige. Hvis det skulle lykkes mig at komme til Berlin skal jeg jo også hjem igen, og på det felt er der p.t. ikke nogen forlydender om at man fra Danmarks side vil åbne for de danske grænser. Men her henholder jeg mig til de udmeldinger der kom i marts da man lukkede de danske grænser for indrejse, at man som dansk statsborger altid vil kunne komme ind i Danmark. I går blev der så holdt et pressemøde på Marienborg hvor Mette Frederiksen præsenterede fase 2 af genåbningsplanen for Danmark. Men hverken grænserne eller fitnesscentrene bliver åbnet den 11. maj. Der varsles dog nyt om grænserne inden 1. juni mens fitnesscentre nok først åbner i august sammen med fase4 i genåbningen.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.