Det er nu en måned siden at jeg skrev det seneste afsnit i den lange føljeton om afslutningen på min part af udredningen af restgælden fra Rainbow Mountain Equipment, som måtte lukke ned med udgangen af 1992. Og da min nuværende bank var villig til at låne mig det nødvendige beløb for at jeg kunne komme ud af miseren, i modsætning til Nordea, som i hele forløbet kun havde været vrangvillig og ikke interesseret i at finde en løsning. Men med back-up fra min bank var jeg villig til at opgive det sikkerhedsnet jeg havde i form af et selvskyldnerpantebrev, der kun kunne mortificeres ved dom. Sådan noget juridisk fikumdik tager godt nok sin tid, men jeg må indrømme, at det her på det sidste har været meget rart af have en advokat ved min side når jeg skal navigere ud af sagen om restgælden fra Rainbow M.E., hvilket jeg jævnligt har beskæftiget mig med her på denne blog. Denne mortifikation fandt så sted onsdag før påske, og 6. maj var så sidste mulighed for andre at blande sig i sagen - hvilket der heldigvis ikke var nogen der gjorde. Men sagen sluttede bare ikke her, da jeg fik at vide fra min advokat, at denne mortifikation først skulle ankepåtegnes, hvorefter der ville være lukket for indsigelser. Den påtegning fandt så sted i onsdags, og derved var forudsætningerne for endelig aflysning af selvskyldnerpantebrevet til stede. Og i dag fik jeg så besked fra min advokat om at pantebrevet nu var endeligt aflyst. Så den besked gik straks videre til min bank, som derefter ville gå i gang med deres nødvendige papirarbejde. Det er dog lidt uvist hvor meget jeg skal betale min modparts-advokat, for i mellemtiden han han lagt sin klamme hånd på de 5.779 kr. jeg ellers skulle have udbetalt i overskydende skat for 2019. Så måske jeg ikke skulle betale ham det beløb jeg ellers havde aftalt - for han vil vel næppe betale de 5.779 kr. tilbage til mig?