Navigation:    
Start  >  Blog 
> 4. juni 2020
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Skaden fik nok sin frokost Torsdag, 04.06.20

Vi har vel efterhånden rundet de tre år med byggearbejder på ejendommen. Ja, jeg husker det ikke præcist, men jeg hører da at vi havde en fantastisk sommer i 2018, som jeg dog ikke kunne nyde på grund af kloakarbejde i baggården og den deraf følgende opstabling af affaldscontainere foran mit vindue på gadeside. Og sådan er situationen stadig, bortset fra at det seneste halve år har der ikke været kloakarbejde på gårdside men et stillads, der dækker hele bagfacaden og lige akkurat giver plads til en åbning på størrelse med en udstrakt knyttet hånd, hvorfra jeg fra køkkenvinduet akkurat kan skimte himlen. Men trods denne indelukkethed må der alligevel være en vis grad af liv bag stilladset og alle disse afspærringer, for i forgårs bemærkede jeg, at der var noget der puslede bag stillads og andre byggematerialer. Og efter at have holdt øje med området dukkede der pludselig en noget kluntet og forpjusket fugl frem. Helt tydeligt en solsorteunge, hvilket jeg kunne se på de markante gule næbkanter, og det var nok et forsøg på at flyve fra reden, der var slået fejl, og så var den faldet ned i gården. Vi har jo tidligere haft solsorte der ynglede i vores grønne plankeværk, så det var vel egentlig ikke nogen overraskelse at den stadig forsøgte at yngle der. Men ungen var ikke helt flyvedygtig endnu og gik blot rundt mellem byggematerialerne og kiggede hele tiden op mod himlen - for den vidste vel at det var derfra at faren truede. For snart efter hørte jeg en voldsom skræppen fra baggården, og det var selvfølgelig en skade, som havde fået øje på den lille solsort. Ungen forsøgte selvfølgelig at gemme sig under brædder og diverse pressenninger, og havde jeg haft min gamle førlighed ville jeg selvfølgelig have kravlet over og blandet mig i kampen, for jeg er jo noget større end en skade. Men den dag fik skaden nok sin frokost. :-(


Min baggård, der blev solsorteungens endeligt.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.