Det var efterhånden længe siden at jeg havde besøgt SLM i Indre By. Dels på grund af forrige efterårs knæoperation, og dels på grund af coronapandemien som lukkede stort set det hele sociale liv ned. Men her til aften var jeg for første gang siden 13. oktober forrige år besøgende i SLM igen, efter ikke at have kunnet hilse på vennerne siden 2. november, hvor jeg deltog i den årlige Bartenders Reward for alle os, som arbejder frivilligt. Men selv om der naturligvis var gratis adgang til klubben både før og efter bespisningen stod jeg af på den del, for med mit nyopererede knæ havde jeg hverken mobilitet eller lyst til at eftersocialisere mig med de andre. Og siden har jeg ikke været i klubben, og havde derfor ikke kunnet få mit medlemskab fornyet for i år. Men i aften skulle det være, jeg havde jo også en løs plov i min pung, som kunne klare det økonomiske mellemværende. Jeg vidste dog godt at jeg skulle regne med begrænset fremmøde på grund af de stadig eksisterende coronarestriktioner, så det kunne ikke komme som en overraskelse for mig at der kun var to gæster ud over personalet, omend der senere kom seks flere samt Jesper fra bestyrelsen. Men at der ingen social interaktion var og ikke engang var nogle fyre jeg kunne tage på var faktisk beskæmmende, men hvad kunne man som klub ellers gøre? Det eneste gode man kunne sige om situationen var, at klubben nu åbnede kl.19, hvilket jo gjorde at jeg også kunne komme der uden at skulle trække veksler på min nattesøvn. Så når der nu ikke var nogen fyre jeg kunne pille ved eller blive pillet af slog jeg mig ned foran fjernsynet med en G&T. Men de videoer der kørte på skærmen kunne dog ikke have min store interesse. Jeg har aldrig haft nogen interesse i at se nogen blive slået eller pisset på, og hvad spændende skulle der være ved et røvhul, som jo ikke er andet end den menneskelige kloak? Det var dog lidt øv, at der stort set ikke var nogen der bemærkede mit nye gummitøj, som jeg ellers havde kæmpet mig i til lejligheden.

Mine nyindkøbte Flame Shorts.