Jeg havde planlagt efter at Gerd Uwe holdt ferie fra torsdag, men det betød ingenlunde at han intet havde at lave. For fredag havde han planlagt at skulle til Hamburg for en modeljernbaneudstilling, og torsdag skulle han til Bad Homburg for at hente sin cykel, som åbenbart var til reparation, ligesom han der også skulle hente en ny forsyning medicin til hans kommende sommerferie i Catalonien. Men det gjorde i første omgang ikke så meget. Det var en varm og solrig dag, så jeg kunne rigtig nyde livet på Uwes balkon. Hvilket jeg vel gjorde mere end normalt, her hvor min egen baggård derhjemme har været blokeret af byggematerialer de seneste tre år, så jeg kun kunne læse mig frem til hvor godt vejret havde været udenfor. Det havde været min tanke at jeg skulle have brydet med Uwe den tordag, men det var han stærkt betænkelig over for når han så hvor besværet jeg bevægede mig rundt. Han var i tvivl om jeg overhovedet ville været i stand til at kunne bryde, men jeg havde regnet med at det ville komme an på en prøve. Jeg havde jo planlagt at jeg skulle bryde med eddi30 lørdag, men han havde netop været ude for en arbejdsulykke og havde forvredet foden, så han kunne alligevel ikke bryde - men i det mindste gav han mig besked derom hurtigst muligt. Tidligt fredag morgen tog Uwe så til Hamburg mens jeg blev tilbage og havde dermed at par dage jeg kunne nyde livet i. Først og fremmest skulle jeg ned i supermarkedet og købe ind til de kommende dage. Men det gik ikke så glat. Vi havde gået den vej forbi onsdag da jeg var kommet, og det huskede jeg som en kort tur. Men huskede jeg ruten jeg skulle gå? Tydeligvis ikke. For efter at have gået længere end jeg burde have nåede jeg frem til S-banen, men stationen var den forkerte. Jeg fandt senere ud af at jeg skulle have forladt Uwes hus mod venstre og ikke mod højre, og ved Wiesenau, som jeg nu var kommet til kunne jeg se hvordan jeg kom til Niederursel, og herfra fandt jeg også let supermarkedet. Og så for jeg vild igen, for hvor var det nu at Uwe boede? Vi var gået den direkte vej ad små stier, men dem kunne jeg selvfølgelig ikke finde nu. Men til sidst lykkedes det - omend hans reservenøgler ikke var slidt til, så jeg havde mit hyr med at få hans dør op, og endnu mere med at få nøglen ud af låsen. Indtil det slog mig, at med hans lås skulle nøglen vandret ind og ud, og ikke lodret som derhjemme. Det var for mig grund nok til at jeg ikke tog ud for at se nærmere på byen i dag. Selv om jeg jo havde tid nok nu, hvor eddi30 alligevel ikke kom.