Navigation:    
Start  >  Blog 
> 29. juli 2020
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Tanker om affald Onsdag, 29.07.20

Jeg har nu i adskillige måneder haft udsigt til ejendommens stigende udvalg af affaldscontainere på gadeside mens udsigten til gårdsiden har været blokeret af stilladset. For nogle uger siden blev stilladset så endelig fjernet, men affaldscontainerne spærrer fortset halvdelen af fortovet. Det har ganske vist medført en begrænsning af trafikken på fortovet, da en stor del af fodgængerne nu bruger gaden som fortov - med undtagelse af primært de mange fodgængere der bare skal gå en tur med deres hund, og derfor som den største selvfølge bruger vores kommende forhaveparceller som hundetoilet. Men når jeg nu har direkte udsyn til vores affaldscontainere kan jeg ikke undgå at bemærke hvad det er, som folk blot smider ud. Og her falder mit blik uvægerligt på en fyr, som hver aften smider en Netto-plasticpose med restaffald (håber jeg) ud. Hvilket for så vidt er fint nok, men når jeg tænker på at disse plasticposer koster 4,50 kroner stykket, så kan jeg ikke undgå at tænke på, at han da vist har for mange penge. For man kan da købe en hel rulle affaldsposer for en femmer. Og i sådan en rulle er der da tyve affaldsposer - som tilmed har snørelukke, hvilket de solide plasticposer jo ikke har. En anden ting jeg har bemærket er at nogen smider pap i papcontaineren, hvilket jo også er en god ting. Men at slå papkasser sammen er der altså mange, der ikke kan finde ud af. Og når papkasser ikke bliver slået sammen bliver selv sådan en stor 800-liters container altså hurtigt fyldt op. Så hvad gør de? Naturligvis smider de bare affaldet ved siden af containeren. Og tilmed har de så også deres børn med ned så de lærer at man smider affald ved siden af containeren. Men hvor får de alt det emballage fra? Tit og ofte kommer de samme personer forbi med store papkartoner, men hvorfor købe ting i store papkartoner - og så ofte. Jeg kan godt have på fornemmelsen at det ikke nødvendigvis er alle brugerne, som også bor her i ejendommen, men blot bruger vore containere fordi det er meget nemmere. Ligesom visse folk også smider deres husholdningsaffald i busstoppestedernes skraldespande fordi det er så meget nemmere. Men lad nu nåde gå for ret her, for hvis det affald blot blev smidt på gaden i stedet vil det være til gene for mange flere.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.