Navigation:    
Start  >  Blog 
> 10. august 2020
 
Foregående    Index    Dette tema 

  For meget af det gode Mandag, 10.08.20

De fleste år har jeg på et tidspunkt i løbet af sommeren været på besøg i Eriks sommerhus på Ellingelyng, hvor jeg der har nydt at par dage sammen med ham og konen. Og denne traditionelle sommertur havde jeg for tre uger siden, så jeg kunne gå ud fra, at det var det. Men i den netop forgangne weekend havde vi en tilsvarende tur mere, og denne gang var Preben og Lotte inviteret med, vel som gengæld for det besøg, som Erik og jeg havde gjort hos dem i maj. Jeg futtede til Vig fredag eftermiddag så jeg kunne nå en sundowner med Erik inden aftensmaden stod på en simpel, men ganske velsmagende biksemad med rødbeder og spejlæg. Hvis det havde været lidt halvkoldt under den forrige tur til Ellingelyng i den forgangne måned var der til gengæld blevet skruet op for varmen denne gang, for selv om jeg havde taget både capri bukser og en trøje med denne gang fik jeg ikke brug for nogen af delene, da jeg kun brugte soveposen som dyne og havde vinduet på vid gab hele natten trods risikoen for uventet myggebesøg. Lørdag ved middagstid ankom Preben og Lotte, og det lagde op til et par hyggelige timer over frokosten - naturligvis med øl og snaps. Om formiddagen havde jeg fulgt Erik til fiskehandleren i Odden, og her havde vi købt ind af gode sager. Både rødspættefileter, som Lone stegte for os, en ordentlig balje krebsehalesalat og endelig en røget makrel, således at katten også havde noget lukullisk føde den kunne tilfredsstille sig med. Godt var det, men det var næsten for meget af det gode. I den seneste tid har jeg ofte haft tendens til at spise for meget, også på grund af min inaktivitet, og denne weekend var ikke nogen undtagelse. Jeg havde ikke en gang mulighed for at drikke min øl op, og jeg måtte efterlade næsten en tredjedel af min laksemad med to tilhørende asparges, hvilket er helt ukendt for mig. Men hellere levne end revne. Da Preben og Lotte kørte hjemad mod Holme-Olstrup fik jeg et lift med til Ringsted, og en togtur hjem derfra skulle jeg blot give 53,60 kr. for, hvorimod jeg havde måttet bøde 94 kr. for at køre til Vig.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.