Navigation:    
Start  >  Blog 
> 19. august 2020
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Knahrvorn slipper vi nok aldrig for Onsdag, 19.08.20

Jeg har vel læst Anders And-blade i et halvt hundrede år og ved derfor stort set alt hvad der sker omkring de fjerede indbyggere i Andeby. Derfor lyttede jeg naturligvis efter da jeg for nogle måneder siden hørte i radioen at det var planen, at Anders And skulle have en ny nabo. Knahrvorn, som Anders ellers havde udkæmpet utallige slag med hen over ligusterhækken, skulle åbenbart flytte ud, og i den anledning havde Egmont Publishing udskrevet en konkurrence blandt bladets læsere om det bedste forslag til hvem der skulle være Anders Ands nye nabo, til publicering i et senere nummer. Jeg er ganske vist ikke i denne målgruppe, men kender dog alle de genvordigheder og udfordringer som byens indbyggere påfører hinanden. Så med tanke på Anders' uheldige og uforløste kærlighedsliv han gennem mange år har haft med Andersine skrev jeg til forlaget og foreslog at Anders' nye nabo kunne være en smækker og barmfager dame, for hun ville uden tvivl kunne give mulighed for masser af morsomme udfordringer for denne triade - hvis altså Andersine også var med på den.
Naturligvis hørte jeg intet fra forlaget, men her i sidste uge tænkte jeg at jeg ville skrive til forlaget og bestille det nummer, hvor Anders' nye nabo blev præsenteret. Det fik jeg dog aldrig gjort, men da jeg var i Netto i går så jeg tilfældigvis at Anders And-bladet præsenterede Anders' nye nabo på forsiden, så jeg benyttede mig selvfølgelig af lejligheden til at købe bladet. Og det selv om prisen nu var meget højere end dengang jeg boede i Valby og kunne købe Anders And, Familie Journalen og Alverdens Fauna til familen for en tier og alligevel få byttepenge tilbage. Som jeg i sin tid havde hørt i radioen var en vis Buster Anders' nye nabo, som sammen med familien skulle flytte ind i Knahrvorns hus - og Buster elskede at spille på trækbasun. Jeg tænkte at det da godt kunne give nogle muligheder når jeg tænkte på de støjkampe der gennem årene havde udspillet sig mellem Anders og Knahrvorn, men det så vi ikke meget til i den nye udgave af bladet. Og som det kunne ses af de sidste ruder skulle det vise sig af Knahrvorn ikke engang var flyttet men blot var taget på nogle ugers krydstogtsferie.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.