Da jeg i mandags kiggede Politiken igennem blev min opmærksomhed straks fanget af noget gammelt murværk, som ikke kunne være andet end indgangspartiet for den gamle Anhalter Bahnhof, som har haft min interesse i snart 30 år siden jeg for første gang løb med i Berlin Marathon i 1990. Som den storby, som Berlin altid har været, har Berlin haft et udvalg af banegårde, og som det ligger implicit i navnet har Anhalter Bahnhof taget sig af trafikken fra Berlin i retning mod Anhalt. Indviet i 1880 fungerede den frem til 1952 selv om perronhallen sank sammen under et bombardement mod slutningen af 2. verdenskrig, omend enkelte spor stadig kunne benyttes, og derved kunne sikre banegårdens fortsatte drift med den nu meget begrænsede togtrafik ud af Berlin. Efter 1952 blev banegården og det omkringliggende sporareal til et vildnis, som jeg har haft stor fornøjelse af at udforske, men i juni 2008 besluttedes det at gøre området til en bypark, hvilket desværre civiliserede området mere end jeg brød mig om. Stedet hvor den store perronhal lå var nu blevet til en boldbane, og den eneste rest man kunne se fra den gamle banegård var den forreste halvdel af indgangspartiet. Og det var det indgangsparti jeg kunne genkende i Politikens artikel. Men nu er der som sagt igen nye planer for området, da der rumsteres med planer om at opføre et nyt stort eksilmuseum på lokaliteten for den gamle banegårdshal. Som nævnt er museets formål at sætte fokus på de eksileredes historie og forholde sig til de millioner af mennesker, der verden over i dag af forskellige årsager er fordrevet fra deres hjem. Specielt de hundredtusindvis af mennesker, der flygtede fra nazisternes regime mellem 1933 og 1945. Og det undrer mig så, idet Anhalter Bahnhof tidligere mere var kendt for, sammen med Bahnhof Grunewald og Güterbahnhof Moabit, at være en af tre banegårde, der blev brugt til at sende jøderne fra Berlin mod KZ-lejrene. Fra oktober 1941 til marts 1945 blev over 50.000 jøder deporteret fra Berlin til tilintetgørelse i de tysk besatte områder i Tjekkiet. De jøder der blev deporteret fra Anhalter Bahnhof var typisk ældre mennesker, der blev sendt til Theresienstadt. Ganske vist var Anhalter Bahnhof en af de største banegårde i Berlin og der var også mange andre rejsende fra stationen end de jøder der skulle deporteres, som typisk blev sendt afsted i mindre grupper på 50 til 100 mennesker. Men med den historie finder jeg ikke at Anhalter Bahnhof kan være et monument for dem, som blev drevet i eksil.

Det planlagte Exilmuseum ved Anhalter Bahnhof i Berlin.
Illustration: Tegnestuen Dorte Mandrup.