Navigation:    
Start  >  Blog 
> 29. september 2020
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Trump bruger USA til egen vinding - men det er jo ikke nyt Tirsdag, 29.09.20

Vel tilbage fra Vestjylland har jeg efterhånden fået tømt min rygsæk og ordnet de opgaver der altid venter mig når jeg er kommet hjem fra en flerdagestur. Hvilket blandt andet betyder at jeg kan vende tilbage til mit traditionelle morgenritual med at bruge en time eller to på at læse morgenavisen. Men kaffen har jeg i første omgang måttet slå en streg over, idet min mave fortsat ikke er klar til at nyde den slags. Men i morgenens avis var der en nyhed, som vel egentlig ikke kan kaldes en nyhed længere, idet det var den seneste tåbelighed fra den amerikanske præsident. Trump har jo hele tiden nægtet at ville udlevere sine skatteoplysninger - og hvad gør en lødig presse i sådan en situation? Man sørger selvfølgelig for at skaffe informationerne andet steds fra! Og det har The New York Times gjort, idet avisen afdækker at han har brugt store summer på datterens og sin egen hårpleje (!) og en mængde andre personlige udgifter, som i hvert fald i Danmark ikke vil være fradragsberettigede. Så man kan på en måde sige at jeg forstår, hvorfor disse udgifter ikke skulle ud i offentlighedens søgelys. Men på den anden side - når man ønsker at holde tæt med sine skattebetalinger - eller mangel på samme - indikerer man jo at der er noget fordækt ved den historie. Det kan være at Glistrup i 70erne slap godt fra at præsentere en selvangivelse med en skattebetaling på 0 kr., men han var jo hverken præsident eller statsminister. Og Glistrup havde jo heller ikke ry for at fyre tusinder af fake news af så ofte han kan. Med Trumps vanemæssige udsagn tager han jo brodden af begrebet fake news. Og derved kan Trump jo ikke bruge dette udsagn til at nedgøre New York Times. Trump burde hellere bruge sin energi på at gøre noget ved raceuroen i USA i stedet for at puste til ilden. Eller coronakrisen, hvor USA i dag er det land med det største antal omkomne. Eller den økonomiske krise, der efterhånden kan måle sig med 1930ernes depression. Eller klimakrisen - i stedet for at melde sig ud af de verdensomfattende politiske aftaler indenfor atomspredning og handel.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.