Navigation:    
Start  >  Blog 
> 4. november 2020
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Kaotiske tilstande Onsdag, 04.11.20

Amerikas Forenede Stater bryster sig af at være både det første og største demokrati, men det er et demokrati som tegner til at være på vej i opløsning. I nat blev der afholdt præsidentvalg i USA, og traditionen tro var det lettere kaotisk - men ikke så meget at det ikke kunne blive værre. For en af kandidaterne dette år er jo Donald Trump, der kun ønsker at blive genvalgt, koste hvad det vil. Selvfølgelig ville jeg ikke lade deres skærmydsler gå ud over min nattesøvn, for jeg ville naturligvis få resultatet at vide senere - ifølge prognoserne ville det nok tage flere dage før valget kunne afsluttes. Men da jeg fik liv i min computer her til morgen kunne jeg overraskende notere mig at man kun manglede at opgøre stemmetallene for Maine, Pennsylvania, Michigan, Wisconsin, Nevada, Arizona, North Carolina, Georgia og Alaska; overraskende nok var stemmetallene fra de store stater New York, Florida, Texas og California allerede opgjort. I løbet af morgenmaden indløb slutresultaterne også for Arizona og Maine, og de to stater gik begge til Biden. Selv om en stor del af præsidentvalget nu er afgjort med flest valgmænd på Bidens side kunne Trump ikke undlade at udråbe sig selv til vinder af valget så han kunne få de ønskede four more years. Sejrsikkert udtalte han foran Det hvide Hus at der ikke var nogen grund til at fortsætte stemmeoptællingen, for han havde jo allerede vundet. Hvis Biden var i stand til at vende billedet på nuværende tidspunkt ville det kun kunne skyldes snyd med de mange millioner brevstemmer, som ikke var talt op endnu. Trump er selvfølgelig bange for, at nogle af disse manglende stater kunne udløse flere valgmænd til Biden, således at han kunne nå op på de nødvendige 270 valgmænd, der ville give præsidenttitlen til ham. Og Trump forestillede sig at han 'bare' kunne bede den amerikanske højesteret om at standse stemmeoptællingen. Ikke et ord om at han selv har sat forhindringer i vejen for at vælgerne kunne afgive deres stemme i disse coronatider, det være sig ved flyttede stemmesteder eller falske stemmebokse. Men selv ikke højesteret kan forhindre at alle stemmer bliver optalt, da det er en sag for de enkelte delstatsregeringer. Men hvad kunne man ellers forvente af en mand, som aldrig har sat sig ind i hvordan den amerikanske forbundsstat fungerer.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.