For et par uger siden blev jeg indkaldt til en forundersøgelse på Bispebjerg hospital for at se om der skulle gøres noget ved mit venstre knæ, hvis operation jo var blevet udskudt i februar, og det kunne ikke overraske mig meget da jeg ved mødet i går erfarede, at jeg var blevet indkaldt af den samme kirurg, som forrige år også havde foretaget operationen på det højre knæ. Og det viste sig, at han havde den samme opfattelse som Erik havde, at jeg var begyndt at gå dårligere på det venstre ben, nok fordi det ben stadig var kalveknæet og måske endda kunne give et negativt udslag på det højre ben, som ellers var færdigopereret og helt i orden. Så jeg accepterede stiltiende at det nok var bedst at der blev gjort noget ved det, og kirurgen var klar til at skrive mig op til en operation i december, hvilket jeg dog ikke var så meget for, da jeg jo havde dårlige erfaringer med at gå med en protese i den kolde vinterperiode. Så ingen problemer dermed, og jeg blev skrevet op til en operation den 15. marts i stedet. Det var fint at det kunne lade sig gøre på den dag, for 15. marts var tilmed en mandag, og derved skulle jeg ikke flytte stue inden jeg blev udskrevet, ihukommende hvordan jeg havde brug for alle ugens fem dage på hospitalet da jeg blev opereret i oktober 2019, idet mine nyretal ikke gjorde det forsvarligt for mig at blive udskrevet tidligere. Så jeg kunne i går forlade hospitalet tidligere end forventet og begive mig ned til Emdrup efter en ganske effektiv forundersøgelse. Der var absolut ingen ventetid og jeg fik ikke engang lejlighed til at sidde og slappe af i venteværelset, da de personer der skulle undersøge mig alle var klar til at tage fat med det samme. Og jeg, som havde udskudt mange spørgsmål hos lægen fordi jeg ikke ønskede at belaste sundhedssystemet mere end nødvendigt. Det virkede næsten som om de ikke havde noget at lave, og det er jo ikke ligefrem det man hører om i medierne. Men godt for mig.