Navigation:    
Start  >  Blog 
> 30. november 2020
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Løb og træning i november Mandag, 30.11.20

Selv om jeg ved udgangen af oktober havde fået strikket en udmærket plan om genoptræningen op, således at jeg måske kunne komme ud at løbe igen, så får gode planer mig jo ikke i sig selv ud at løbe. Og selv om jeg i oktober måned jo fik genoptaget min adgang til fysioterapien så har jeg altså ikke været der her i november. Uden at der rigtigt har været en egentlig grund dertil. Det plejer jo ellers typisk at være forskellige rejseaktiviteter der stikker en kæp i hjulet for det, men dels har jeg jo ikke haft nogen flerdages rejseaktiviteter her i november på grund af coronaen, og selv om jeg havde haft så har jeg jo tidligere vist, at selv en flerdages eller flerugers rejseaktivitet ikke kunne holde mig tilbage fra fysiske udfoldelser. Helt inaktiv har jeg dog ikke været, omend selv om jeg i oktober havde fem besøg i mit fitnesscenter, hvoraf to af turene var på motionscyklen, så har jeg her i november kun haft tre besøg, hvoraf igen to besøg medførte aktivitet på motionscyklen. Så jeg kan sige, at det sådan set kun er motionscyklen der har holdt mig 'kørende'! Hvilket til gengæld heller ikke har været så dårligt, for sidste gang jeg var på den blev så også den første gang det har lykkedes mig at køre mere en ti kilometer på den, hvilket kan omregnes til et tempo på over 20 km/h. Hvilket ifølge Erik er et godt tempo - selv om jeg mener at jeg ofte var over 20 km/h dengang jeg havde en cykel og den ikke var stjålet. 10,33 km fik jeg nået på min seneste tur på motionscyklen, hvilket modsvarer 20,66 km/h. Men med to ture på motionscyklen betyder det desværre også at der kun var en enkelt gang hvor det blev til vægttræning, så det var kun første halvdel af programmet jeg fik gjort noget ved, men til gengæld lykkedes det mig hele vejen igennem at køre både 2. og 3. sæt med højere vægt. Så må fremtiden vise om jeg også kan gøre det med anden halvdel. Til gengæld er jeg vendt tilbage til to traveture i den forgangne måned, omend den ene af dem var den korte tur i Kagsmosen. I det mindste var den anden tur dog af mere normal længde da jeg i torsdags gik en tur i Geelskov - og hvor jeg for første gang i flere år kunne snige mig igennem oven for Stendalen, hvor de for nogle år siden havde fældet hele skovpartiet.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.